Jeg har i denne weekend måttet forholde mig til en side af mig selv, som jeg troede jeg var “hævet over”. I hvert fald havde jeg aldrig mødt den før som andet end noget, jeg kunne betragte og lægge fra mig. Jeg blev ramt af en voldsom jalousi, der fuldstændig tog kontrol over mig og tvang mig til at betragte mig selv med helt nye briller, hvilket var en spændende, omend meget smertefuld proces.

Jeg var på massagemodul på Mahamudra fra torsdag til søndag i sidste uge. Et modul jeg har været på før, så meget var kendt “stof”, men det er altid rart at møde nye mennesker, og at få genopfrisket noget, som jeg måske i min egen massage har glemt eller udskiftet med noget andet.
Hvis du har læst nogle af mine andre blogs, vil du være bekendt med, at jeg har en vidunderlig relation til kvinde, som jeg konsekvent benævner “A”. En relation, som drives af lyst til hinanden. Lysten til at være sammen, til at gøre ting sammen, til at bruge tiden sammen, til at elske sammen, men uden bindinger eller form i traditionel forstand. Uden “villen” eller forventninger, og faktisk med en klar aftale om ikke at lade “hensynet” til den anden begrænse eventuelle impulser, der måtte opstå i forbindelse med seminarer/moduler på Mahamudra, som jo bestemt kan være meget lystfyldte.

Hun var også med på dette modul, hvilket ikke er usædvanligt. Hun og jeg har været på mange moduler sammen, og har også tidligere oplevet nogle uventede følelser opstå og har snakket om disse henad vejen, og fundet ro med dem, og derved bevæget os…..

Lørdag kunne jeg mærke et behov for at trække mig lidt socialt. Det var et modul med mange mennesker – vi var 20 – hvilket ikke usædvanligt medførte, at mit system lukkede en smule ned i pauserne, at jeg blot iagttog fremfor at være aktiv i snakken, og at jeg ret hurtigt forlod køkkenet og trak mig tilbage til seminarlokalet, hvor jeg kunne sidde lidt for mig selv, i ro, og blot nyde stilheden, og da vi efter frokosten havde en times pause til hvile, gik jeg også ret hurtigt over og lagde mig. Ørepropper i ørene (kvag en erfaring om, at jeg er meget lydfølsom) og trak nogle “natbriller” på, således at lyset ikke generede. Jeg trængte til at sove lidt, og faldt også ret hurtigt i søvn.
Vågnede brat – uden grund. Jeg vågnede og var lysvågen – uden nogen som helst ide om, hvorlænge jeg havde sovet, men uden trang til at sove mere, så jeg rejste mig og gik ud i fællesrummet, hvor de samme personer – som da jeg lagde mig – sad og snakkede, hvilket gav mig en indikation om, at jeg nok ikke havde sovet så længe. Havde lyst til at læse lidt og til en kop kaffe, så jeg gik ud i den lille køkken, der er knyttet til soverummene.

A og jeg havde sovet sammen de to foregående aftener/nætter…fordi, det havde hun og jeg nu engang begge haft lyst til….og meget impulsivt kigget på hinanden og lagt os sammen. I øvelserne og i tiden imellem øvelserne relaterede vi med hinanden på lige fod med de andre og var hverken mere eller mindre i kontakt med hinanden end med de andre. Kontakten imellem deltagerne derude er meget kærlig og varm, og alle krammer og kysser impulsivt. Man sidder eller ligger tæt sammen med den som impulsen lader én favne og nyder bare nærheden med et andet menneske….og ingen lægger mere i det, end hvad det er…nemlig nuet der sanses, og at se A kysse eller kramme en anden beører mig overhovedet ikke – det er mig fuldstændig ligegyldigt, for jeg gør jo det samme og nyder både selv nærheden og at se hende nyde nærheden og nuet – både med mig og med en anden.

Jeg kom altså ud i køkkenet og så at døren ind til værelset ud mod køkkenet var lukket og da lyden af to elskende mennesker nåede mig…..jeg gik i stå, for jeg genkendte uden problemer den ene af lydene.

Jeg blev fuldstændig tom inden i. Én lyd skulle der til, og min hjerne koblede begivenheden på lyden, og jeg lukkede i. Helt og aldeles. Jeg glemte alt om kaffe, og gik hen til en sofa længst væk fra alt og alle, greb lige min iPad på vejen. Måtte gøre noget. Kunne ikke snakke med nogen. Måtte…..sætte……mig…..læse……noget….
Tusmørket sænkede sig udenfor….og inde i mig. Jeg kiggede på bogen på min iPad foran mig, en tilfældig bog, med en række ord i en bestemt orden for at give mening, men for mig gav de ingen mening. Jeg læste noget og kunne sekundet efter ikke huske noget som helst. Lyden huskede jeg og grunden dertil. Den huskede jeg, og jeg mærkede tomheden give plads til noget helt nyt, nemlig lysten til at løbe mig vej, stikke af, skride fra det hele og give Fanden i Mahamudra, A, Tantra….alt. Bare løbe og måske brøle af mine lungers fulde kraft….skrige smerten ud….den smerte jeg ikke anede, hvordan jeg skulle håndtere, for jeg har som sagt aldrig oplevet den før, og vidste derfor heller ikke, hvor jeg skulle placere den, eller hvordan dens tag i mig…den knugende fornemmelse i mit bryst…kunne håndteres…..bare rulle mig sammen til en kugle, græde, gemme mig…..bogen gav ingen mening. Jeg blinkede forvirret og kiggede på den. Tom inden i. Forvirret. Såret. Ked af det. Rystet i min grundvold, for jeg føler da ikke jalousi….det var jeg sikker på. Ikke mig…!!!! Du godeste, hvor gjorde det ondt!

Jeg følte ingen vrede. Ingen overhovedet. Hverken mod A eller ham, som jeg vidste lå hos hende. Jeg vidste ikke engang, hvorfor jeg havde det, som jeg havde det, for det var jo ikke et fravalg af mig. Intet havde ændret noget som helst imellem hende og mig……så hvorfor følte jeg mig revet itu??

Forsvaret – den velkendte mekanisme – begyndte at sætte barrikader op. Udarbejdelsen af en passede maske begyndte at tage form. Den “gamle” Max fandt vej igennem den storm af følelser, der brølede i mig, og ville tage over, men det kunne jeg mærke kraftig modstand imod. Ikke tale om. Jeg ville ikke gemme mig, lade stå til, æde smerten og smile igennem tårene, så jeg lod barrikaderne bygge og pakkede mig inde bag disse med smerten og gemte nøglen – så måtte menneskerne omkring mig finde sig i, at jeg ikke var tilstede i den proces, som jeg instinktivt vidste måtte bearbejdes.

Jeg gik….og glemte nøglen

Satte mig ovre i seminarlokalet…kan ikke huske ret meget fra de følgende timer. Følte mig fuldstændig blottet og sårbar. Kunne ikke kigge nogen i øjnene og kunne på ingen måde være en del af gruppen der dannedes, efterhånden som folk begyndte at indfinde sig igen til de kommende øvelser. Jeg kunne ikke smile eller grine. Ingen andre følelser end smerte fandt vej. Processen var i gang. Jeg kunne simpelthen ikke forstå, hvad der skete inden i mig….og jeg kunne ikke finde nøglen eller vejen ud af den igen

Nogen kom hen og spurgte til mig. Jeg prøvede at svarede afvæbnende, men er sikker på, at løgnen i det stod skrevet med flammeskrift i udtrykket i mine øjne.

Der blev snakket om noget og grinet. Noget blev demonstreret. Lige nu kan jeg ikke huske, hvad det var. A demonstrerede noget, og jeg kunne ikke se på hende eller finde hoved eller hale i det der blev sagt….og da slet ikke kigge på ham hun havde været sammen med. Ingen vrede. Alt hvad jeg kunne var at ignorere dem fuldstændigt.

En oplevelse fandt vej ind i mig. Slog rod. En udtalelse fra en meget klog kvinde, som jeg nogle uger forinden havde fået en Tantra-massage af, råbte op og afkrævede mig sin opmærksomhed. En udtalelse om, at det havde taget hende årevis at finde ro i samme type oplevelse, og at kun ved at møde smerten, følelsen, igen og igen, kunne denne decimeres og håndteres, for til sidst at betragtes med et skuldertræk. Stormen begyndte at aftage. Lydene begyndte at larme mindre og knuden i mit bryst slappedes.

A kom over til mig og spurgte, om jeg var okay. Jeg svarede ærligt – jeg var ked af det og havde lyst til at græde. Hun blev kaldt væk til en opgave og forsvandt, men noget havde lettet i mig og jeg rejste mig og gik til pause, da det blev annonceret.

I pausen satte han sig overfor mig og optog kontakten. Hvordan det var fat med mig, var jo åbenbart, og han ville lige afklare situationen med mig – hvilket var dejligt på sådan en forunderlig måde, for det gav mig mulighed for at mærke efter inden i mig, hvordan min relation til ham egentlig var. Var den som før? Vi har en glimrende og varm relation, eller havde noget ændret sig? Han havde jo blot fulgt samme impuls som A, og hvordan kunne jeg fortænke ham i det? Samme impuls som jeg også på et tidspunkt ville følge med en anden og derved skabe en tilsvarende situation, blot med omvendte fortegn…..så hvordan kunne jeg andet end blotlægge mine følelser og erkende at det havde slået mig ud…og han tog opmærksomt imod det…..uden beklagelse eller undskyldende, for hvorfor skulle han dog det, men kunne sagtens forstå min reaktion, hvilket var med til at give plads til endnu mere luft inde i mig…og spændingen imellem os normaliseredes næsten, for jeg kan godt mærke, at den ikke er helt på plads inden i mig endnu, og at den sikkert lige skal have lidt tid til at bundfælde sig, men til gengæld er jeg helt sikker på, at vi kan mødes i et varmt kram næste gang han og jeg mødes.

Aftenen gik, som aftener nu gør. Vi blev meget sent færdigt med øvelserne – to helkropsmassager, hvoraf i hvert fald den ene var et smukt møde, og jeg fandt mere og mere ro inden i, så da vi gik over for at gå til ro, var vi en lille flok, der blev siddende og snakkede. Jeg fik mig en kop te og da A sluttede sig til os, spurgte hun mig, hvad jeg havde brug for, og jeg svarede promte og uden at tænke – “at putte mig ind til dig” – så det gjorde vi kort efter.
A spurgte mig, hvordan jeg havde det, og jeg forklarede, hvordan den viden der kom til mig, om at det kan tage årevis at finde ro i følelsen, at den gav mig ro, og at jeg så må bruge årevis på at lære kunne håndtere den, for jeg vil under ingen omstændigheder undgå den på bekostning af det liv, som jeg er kommet til at elske at leve.

Jeg følte mig helt åben og voldsomt sårbar. Vi snakkede, mødtes i oplevelsen og havde efterfølgende en meget intens elskov. Ikke vild eller voldsom, men stille og utrolig dyb…..efterfølgende snakkede vi om, at det var fordi min normale maske var helt væk. Ikke at den er begrænsende eller hæmmende normalt, men tilstede. Det var den ikke lørdag aften og det gav sig til udtryk i intimiteten imellem os. Intet var ændret. Lysten og kærligheden var der stadig, følte jeg…..søndagen blev også brugt i fællesskab, en vidunderlig dag med en masse indtryk og nærhed og oplevelsen inden i mig blev til en styrke, som jeg kan føle endnu. Den blev set i øjnene, betragtet, iagttaget, mærket….og kommer helt sikkert igen…og igen…..og vil helt sikkert gøre ondt og give mig lyst til at løbe væk, gemme mig, råbe og skrige af smerte og frustration. Den vil bringe mig i knæ, vælte mig omkuld, og jeg må så huske at stille mig selv spørgmålet – hver gang jeg ligger og roder rundt på gulvet – om, hvorfor det er vi falder? Det er jo fordi vi ellers aldrig lærer at rejse os op igen.