Mit første møde med Dennis Lehane var bogen “Gone, Baby, Gone” – en fremragende bog, som jeg også kunne give en glimrende anmeldelse. Læs den endelig. Den har et skønt tvist, som vil efterlade læseren med en lidt dårlig smag i munden. Filmatiseringen er dog temmelig tynd i forhold til, synes jeg, men sådan er det jo ofte 🙂

Jeg så filmatiseringen “Shutter Island” for nogle år tilbage, og var som altid begejstret for Leonardo DiCaprio’s præstation. Ja, jeg er stor fan af ham, og hans præstationer i Blood Diamond, Insertion og ikke mindst i The Revenant er fuldstændig uforlignelige – OG det samme kan siges om rollen som Teddy Daniels i Shutter Island. En filmatisering der virkelig lever op til bogen (en sjældenhed), men det beror nok på, at bogen er skrevet i et langsomt tempo, og det opretholdes gudskelov i filmen.

Som altid tilbyder Dennis Lehane en noget anden slutning, et andet plot end det man forventer. Har du set filmen, så vil bogen ikke tilbyde ret meget nyt i den retning, men som altid tilbyder litteraturen noget, som ingen film kan levere, nemlig dybde og indsigt.

Bogen foregår i 1954 og foregår på en ø, Ashecliff, hvor der ligger et hospital for kriminelle sindsyge. Teddy Daniels, der er US Marshall, ankommer i starten af bogen dertil sammen med sin partner Chuck Aule. De har til opgave at undersøge en kvindes forsvinden, Rachel Solando, der aftenen forinden lykkes at undslippe fra en lukket celle. Uden spor.

Allerede fra starten fremgår det tydeligt, at intet er hvad det giver sig ud for at være på øen, og noget er også galt med Teddy Daniels. Er han derude for at finde den forsvundne kvinde eller er han der for at undersøge nogle rygter vedrørende hospitalets radikale brug af utestet medicin og kirurgiske indgreb…eller er der en helt tredje årsag?

Teddy Daniels bærer på en hemmelighed vedrørende hans kone og børn død noget tid forinden, og den truer med at opsluge ham. Han lider af voldsomme migræne-anfald, der tiltager efter ankomsten på øen. Dennis Lehane formår at lukke læseren helt ind i hovedet på Teddy Daniels, at føle med ham, hvilket er en vidunderlig præstation.

Bogen foregår som nævnt i et meget langsomt tempo, hvilket er med til at bygge en uhygge op omkring hele stemningen i fortællingen, og man sidder som læser og forundres over fornemmelsen af, at noget er helt galt næsten lige fra starten.

Hvad holdes der hemmelig i blok C? Og hvorfor er et forladt fyrtårn omkranset af pigtråd og bevæbnede vagter? Ydermere støder de to US Marshalls på mystiske beskeder, både i cellen hvorfra den flygtede kvinde boede, men også andre steder, fra de andre patienter. En note i cellen antyder, at 6+7=4, hvilket er et grundlæggende tema i bogen. “The law of four”.

Handlingen spiller på så mange strenge, at jeg ikke kan beskrive dem alle, og tager nogle drejninger der vil forbløffe og forskrække læseren (hvis altså man ikke har set filmen), og slutningen er fuldstændig overrumplende.

Hvad enten du har set filmen eller ej, så kan jeg varmt anbefale bogen.