Tanker om at være det rigtig sted

Jeg har været på Flow & Grow festival i sidste uge, fra onsdag til søndag, og er så fyldt med skønne tanker, følelser og varme, at jeg i de kommende dage vil dele ud af det hele i mindre bidder, for der er så meget af dykke ned i, at betragte og mærke, at det ikke kan begrænses til ét skriv, og lige nu overvældes jeg af lysten til at dele; jeg flyder over.

Noget er skrevet på stedet, når der lige var rum og plads til det, andet (som dette) er skrevet efter hjemkomsten, siddende i følelserne og varmen fra dagene og alle de hundrede skønne mennesker, som jeg har været så priviligeret at blive mødt af.

Det har været en stor oplevelse for mig, og jeg vil lige starte med et lille skriv jeg lavede fredag morgen, og så bevæge mig videre derfra

Fredag morgen kl 06.45

En tidlig morgen. Jeg sidder i stilhed, på Møn, til Tantra Festival. Jeg sidder på en terrasse, med min pc i skødet og kaffe der dufter som den skal. Klokken er ikke engang 07.00 og de fleste andre sover.

Der er ro. Kun fuglene synger. Efter halvanden meget intense dage, kan roen virke opladende, som den jo gør på mig, og ingen tvivl om, at jeg i dén grad nyder det, blot at kunne sidde her; i solen på Møn, mens huset og verden omkring mig vågner, men jeg har endnu ikke haft behov for at trække mig, hvilket andre har. Det undrede mig lidt. I går. Jeg er vant til, at det er mig der må trække mig, at det er mig der må flygte for at kunne rumme det hele, men det har jeg ikke mærke én eneste gang. Ikke her. Endnu.

Jeg har jo været her før. På Møn Retreat Center. Til yogafestival for tre år siden, så mødet var ikke nyt for mig, men det har hele setup’et været, for hvor er det dog noget helt andet jeg møder og har mødt indtil videre.

”Flow & Grow” hedder festivalen og vi både flyder og vokser – eller jeg gør i hvert fald. Jeg flyder i det der er lige nu og i det flow tilbydes jeg oplevelser, der allerede har ladet mig møde mig selv på en række måder, som har skabt nye bevægelser og det er nogle af de tanker jeg kan mærke, gerne vil ud.

”Du skal jo gå ind i den butik, der sælger det du gerne vil have! Det nytter jo ikke noget, at du går ind til en slagter og vil købe grøntsager”.

Sådan blev jeg rådet til en feedback-session på sidste studiemodul på sexologuddannelsen, hvor jeg har bragt et emne omkring, hvad ”parforhold” egentlig er for noget op, fordi jeg igennem længere tid havde leget lidt på Tinger og Scor – og alle steder følte jeg en modstand imod min tilgang til det traditionelle parforhold. Denne evindelige søgen efter endnu ”en eneste ene” mere – den næste i rækken – og den stagnation jeg mødte i forbindelse med ønsker og ikke mindst krav omkring alting, havde fået mig til at tænke over selve konceptet og alle de usagte forventninger og tagen-for-givet, som gennemsyrer det ideal, som parforholdet og ønsket om tosomheden bygger på.

Jeg mærkede allerede efter kort tid hernede, at ”Flow & Grow” er en butik, som jeg føler mig veltilpas i, og som på alle måder sælger det jeg gerne vil købe, og at Møn Retreat Center denne gang sælger noget på alle måder andet end det jeg oplevede sidst, for sikke dog en skøn kokon af kærlighed jeg oplever overalt omkring mig. Fornemmelsen af at være i en tidslomme, afskåret fra alt andet, en klar skelnen imellem ”det derude, hvor frygten og intolerancen råder” til ”det herinde, hvor rummelighed og varme råder” er slående og jeg elsker hvert et øjeblik.

Sidst jeg oplevede noget tilsvarende, var på de første moduler på Mahamudra for 4-5 år siden. Der sad jeg med samme følelse af, at noget hidtil uset netop var blevet indset og at dette var noget kosteligt, som jeg blot skulle nyde og tage ind på alle måder, for om lidt er det forbi og det er noget jeg kommer til at savne.

Tantra-mennesker er på alle måder anderledes end yoga-mennesker – og det er blandt disse 100 mennesker hernede, at jeg mærker ro og en følelse af, at være ”hjemme”.

Jeg havde besluttet mig til at være fuldstændig åben og deltagende i alt hvad der ville bydes mig hernede – velvidende at det sikkert ikke ville kunne lade sig gøre, idet dele af tantra-verdenen (for det kalder den nu engang sig selv) er jo gennemsyret af en masse koncepter og begreber, som jeg ikke deler på samme vis, og selv med de bedste intentioner (som jo aldrig har gjort noget godt for nogen), så vil virkeligheden og egoet altid forsøge at bevare et status quo, og derfor kæmpe lidt imod eventuelle forandringer.

Der bliver sunget hernede. Sange om kærlighed og livet. Det er lidt for underligt for mig. Jeg er bestemt ikke den store sanger, ej heller den store tilhænger af floskelfyldte tekster om livstræet med sin krone og om taksigelser i alle retninger – på melodier der mest af alt, i deres enkelhed, minder som noget Poul Kjøller kunne have skrevet, men der synges og jeg kan stille og roligt mærke mig selv i dem. Måske jeg endda i løbet af de næste tre dage vil høre mig selv brumme med og slippe modstanden.

Der bliver også danset hernede. Meget. På samme måde har jeg det svært med dans – helt klart fordi jeg har svært ved at ”slippe mig selv”, slippe tanken om, at jeg sikkert tager mig underligt ud og at nogen vil bedømme min gøren og laden i dansen – men også helt klart fordi jeg ikke bryder mig om musikken der danses til. Sådan er det jo engang, når man, som jeg, er musik-nørd og helst hører musik, der ikke kan danses til, men den oplevede jeg i går flytte sig, følelsen. Måske er den endda blevet punkteret en smule, for jeg mærkede i går, for første gang i mit liv, tror jeg, friheden i blot at bevæge mig UDEN af tage omgivelserne til indtægt – og for mig var det en kæmpestor erkendelse.

Dansen og sangene

Jeg har danset her til morgen. Danset for mig selv i mit køkken; bare sluppet taget i nakken og svinget mig rundt i den bevægelse, der gerne ville ud. Det kan jeg ganske enkelt ikke erindre at have gjort tidligere.

Jeg kommer til at skrive mere om dansen – både i forbindelse med AUM (nok Del 4), men også i forbindelse med polaritet. (Nok Del 3)

Jeg oplevede også i går; på festivalens sidste dag, til den sidste gang at sangen om livstræet skulle synges, at der sang jeg med, begejstret og uden kritisk egenbedømmelse af min vokale præstation. Jeg dansede også med, om end jeg var begyndte at mærke vægten af de mange dages indtryk og kroppens tyngde; alligevel dansede jeg med og bevægede mig rundt og lod blot taget slippe, taget i mit kontrolgen, der altid har så godt fat; taget i mit selvværd, der altid lytter til min mors kritik af det grimme i at være i sine følelsers vold; taget i min egen overbevisning om, at jeg ser tåbelig ud, hvis jeg glemme at holde igen.

Jeg slap og jeg mærkede en snert af den frihed, som der tales om, friheden i bevægelse uden formål og for første gang i mit liv overvejer jeg at gå med til ”5 rytmer” eller noget – og det er dæleme stort for mig. Du godeste, hvor er det vildt blot at overveje, for jeg har aldrig danset. Jeg har fundet på en masse undskyldninger i stedet for, i frygten for at blive nødt til at slippe eller for at skulle stå til mål for andres bedømmelse – noget jeg ellers i andre sammenhænge ikke gør mig de store tanker om, men det er måske fordi jeg ofte mest bevæger mig i noget jeg er kompetent til og derfor ikke lægger vægt på andres tanker og vurderinger, idet jeg ved, at jeg er god til det jeg gør, eller i hvert fald er særdeles hurtigtopfattende og god til at se sammenhænge; god til at koble og konkludere.

Den kompetence har jeg ikke i at slippe, i at danse eller blot at give mig hen, helt hen. Der har min opdragelse stadig kløerne i mig. Det ser jeg nu. I dansen, i bevægelsen bagved taget i mig selv, der findes intet at lære og intellektualisere, intet at afkode og konceptualisere, intet at gribe i, for i det øjeblik det gribes og formliggøres, så forsvinder det, ligesom kærligheden eller nærheden.

”Hov, der var friheden i dansen”, tænkes der, og så forsvinder den; som havde den aldrig været der. Den er blot et ekko nu, et ekko af noget, der forsøgtes indfanget og givet form, men livet som følelse, for det er det jeg mærker at møde i dansen, kan ikke betragtes i sin reneste form; det skal mærkes hinsides bedømmelse.

Dansen skaber sig selv, af sig selv. Dansen er autopoiese.

Og med det, byder jeg velkommen til de kommende dages tanker……