Gensyn med en gammel bekendt

Hello darkness, my old friend
I've come to talk with you again

Sådan lyder starten på ”The sound of Silence”, og den kom jeg lige i tanke om, da jeg satte mig til at skrive denne del af min igangværende ”Flow & Grow” føjleton.

Skift ordet ”Darkness” ud med ”Jalousi” – og så så ved du, hvad jeg mener. Besøget, gensynet, med en lidet velkommen følgesvend, der af en eller anden grund altid formår at trække tæppet væk under benene på mig og efterlade mig i en tilstand af hjælpeløshed. Eneste forskel på denne oplevelse og de tidligere, som jeg har beskrevet udførligt, er, at jeg denne gang indfangede følelsen, før den fik alt for meget tag i mig og jeg trådte ud af situationen, der havde skabt den og på den måde fik jeg inddæmmet den godt nok til at jeg ikke rullede mig sammen og gik i sort.

Intellektuelt er følelsen nem at forklare og forholde sig til. Virkeligheden en helt anden, og fordi jeg så sjældent er tvunget til at forholde mig til den, så er jeg endnu ikke nået det punkt, hvor jeg ved, hvad jeg skal gøre for at se den direkte i øjnene – min krop går stadig i flugt-mode og hjernen lukker ned.

Det var lørdag og endnu en dag med en række workshops, med en masse indtryk og en masse varme fra alle disse skønne mennesker.

Én kvinde, lad mig kalde hende ”X” havde fra næsten fra starten pirret min nysgerrighed, og det er selvfølgelig hende der er omdrejningspunktet for mit møde med mine indre dæmoner, for igennem dagene følte jeg en meget tæt kontakt, uden dog at jeg følte, at nogen af os lukkede os om hinanden. Vi fandt blot sammen til mange øvelser og jeg nød fornemmelsen af hende – både at kigge på hende og være tæt på hende, OG jeg havde fint styr på at være tilstede med andre kvinder også, lige som at hun også gik i kontakt med andre mænd. Vi havde fredag aften – se del 3, der snart kommer – haft nogle skønne skønne timer sammen og det var med den viden i hjertet, at jeg åbnede op for lørdagen.

Dagen var startet lidt senere end normalt pga. polaritetsfesten aftenen før – en dag jeg snarest vil samle op på, og som bliver Del 3 – og derfor var programmet lidt mere presset tidsmæssigt end normalt, og grunden til at jeg lige nævner dette er fordi mange ting skete indenfor relativt kort tid.

Dagen bød på både en workshop om ”Forførelse og kys” samt en introduktion til ”Sanselighed med reb” og specielt den sidste var en fuldstændig forrygende oplevelse – som jeg oplevede sammen med ”X”. Det var hendes første oplevelse med reb og jeg fik genopfrisket nogle grundlæggende færdigheder. Det var en vildt erotisk, sensuel og meget kærlig oplevelse, som bragte mig i dyb kontakt med noget som dagene forinden havde åbnet op for. Den ”Kriger”, som jeg kommer til at snakke om i del 3, og som jeg også havde mødt i AUM (bliver nok del 4), trådte frem og skabte et møde med ”X”, som jeg aldrig havde oplevet før, og som jeg kunne mærke i kroppen mange timer efter, hvilket måske også var en medvirkende årsag til min oplevelse senere.

PUJA

En Puja er en ceremoniel hyldest og vist nok ud af buddhistiske traditioner (men det er egentlig ganske uvæsentligt) og ihukommende min tilgang til religion, kan det nok ikke overraske nogen, at den havde jeg ikke været med på, på forhånd, og da slet ikke fordi det forventedes at vi alle skulle iføre os hvide gevandter – der stod jeg af og medbragte af princip intet hvidt, for sådan en omgang religiøst pladder, skulle jeg ikke deltage i. Tænkte jeg før ankomst til Møn.

Det blev lørdag og vi fik præsenteret indholdet, og så blev jeg alligevel lidt nysgerrig. Min tilgang til både dans og sang havde jo været igennem en større bevægelse, hvilket jeg skriver lidt om i del 1, og noget i mig var blevet grebet af stemningen og besluttede sig for at deltage. Jeg lånte mig frem til noget hvidt tøj.

Dagen havde været temmelig presset og jeg var slet ikke landet efter omtalte reb-session, før jeg fandt mig selv stående sammen med en masse andre i hvidt, ventende på at kvinderne skulle blive klar, så vi kunne komme ind og ære dem, for det var temaet for denne puja – en æring af kvinden, hvilket nok var det der havde gjort mig nysgerrig.

Jeg fandt mig selv stående i en hørm af røgelse – der ganske bragte tankerne 40 år tilbage til barndomshjemmet og min fars favorittobak, Rød Orlik, hvilket var lidt surrealistisk, og jeg hørte mig selv sige, lidt undrende, at nogen da vist røg pibe udenfor. Der befandt jeg mig fysisk, men stadig var jeg ikke til stede. Jeg var i rebsessionen endnu, sammen med ”X” og jeg var mættet af indtryk.

I den tilstand trådte jeg ind i rummet. Ingen røg pibe, men luften var tyk af røgelse – måske ”Orlik” har slået sig på røgelse? ”Aum Orlik – for den spirituelle røger”?

Jeg kom ind som den første og blev placeret lige indenfor døren foran én af de mange smukke kvinder i rummet, og her kunne jeg så sidde og holde øjenkontakt alt imens alle de andre 36 mænd defilerede forbi og mine knæ begyndte at gøre ondt af sig, for tiden var lang og jeg fandt mig selv drivende væk med mellemrum, men så fandt jeg kontakten til kvinden overfor mig og jeg kom til stede igen.

Jeg registrerede ikke hvem der kom ind, men lang tid tog det og kun fordi der ved et uheld blev væltet noget lige i nærheden, flyttede jeg mit blik lidt imod lyden og fik derved øje på ”X”, der sad lidt nede til venstre for mig, på den anden siden af døren, og foran hende sad en fyr, som hun tidligere havde haft nogle rigtig gode kontakter med – hvilket jeg ved, fordi jeg havde set det og var helt i ro med det. Selvfølgelig spillede det lidt på nogle gamle strenge spundet af frygt for ikke at være god nok, men den musik de strenge spillede var så lav, at den ikke spillede nogen rolle. Det der kom til at spille en rolle for mig var, da vi efter noget tid, blev bedt om at rykke os en gang til højre, således vi fik en ny kvinde foran os, og jeg så registrerede, at konstellationen hos ”X” forblev status quo. Kun folk der var kommet som par skulle forblive – alle andre skulle rykke!!

Whooo…… strengende slog an og denne gang som et øredøvende crescendo, der et kort øjeblik lammede mig og jeg mistede orienteringen. Hvad i himlens navn gik det nu ud på?

Jeg prøvede at overbevise mig om, at jeg havde set forkert og faldt ind i det jeg reelt set var kommet for, hvilket jeg nærmest allerede fra starten havde mærket ubehag ved, for jeg kunne mærke noget overvældende sentimentalt ligge på lur – hvilket nok i nogen sammenhænge var lidt for dominerede, hvis jeg skal sige noget mindre positivt om hele festivalen. Jeg kan klare en del sentimentalitet, men det som jeg skulle opleve til denne puja, knækkede mig – og bedre blev det ikke, da vi igen rykkede og status forblev quo. Jeg havde set rigtigt.

Jeg husker ikke, hvad jeg gjorde sammen med den kvinde, jeg nu sad overfor. Alle steder omkring mig æredes på livet løs. Tror nok at det var noget med et jordbær og noget chokolade, der forførisk skulle tilbydes kvinden overfor (der heldigvis var blindfoldet, og derfor ikke kunne beskue mine sjælekvaler) – og jeg fik vist nok samlet mig selv så meget op, at jeg kom igennem uden ret meget rysten på hånden, men mit indre var i oprør, og jeg vidste jo udmærket, hvad der var fat med mig. Jeg kender jo følelsen og hvad den gør ved mig – lige nu var jeg bare fanget i en situation, hvor den ikke kunne adresseres eller kigges på, for jeg befandt mig i et temmelig mørkt røgelsesfyldt rum, med Buddha på citar og et salvelsesfuldt mantra kørende igen og igen – som de nu engang gør.

Jeg kunne slet ikke være i mig selv, langt mindre være noget overfor den nye kvinde, som jeg nu skulle berøre blidt med en rose (du godeste). Min indre var i oprør. Min indre kritikker gik i gang med den helt store udgivelse af ”Bogen om Max og alle hans fejl”, for det var jo helt tydeligt, at ham den anden fyr var både yngre, slankere og i det hele taget meget sjovere end gamle, kedelige, kvabsede Max. Det skulle der jo heller ikke så voldsomt meget til for, og mon ikke det bare var bedst, at jeg ignorerede ”X” fremover og lod dem gøre det de ville og så kunne jeg jo …..FLYYYYYGTE……for helvede, lad mig komme væk fra det her forpulede sentimentale pis og komme ud og rykke en hyacint eller et blommetræ op med rode. Et eller andet. Måske kunne jeg også finde et sted og rulle mig sammen og bare forsvinde. Primalskrig. Noget!

Da tiden langt om længe kom til endnu et ryk, rejste jeg mig og sagde til en af hjælperne, at jeg ikke kunne være med mere og så forlod jeg rummet. Min tilstedeværelse var ikke fair overfor mig selv, overfor kvinderne eller overfor energien i rummet. Jeg tog vare på det hele ved at være autentisk overfor mig selv; ved at træde ud.

Jeg stod udenfor rummet og mærkede en følelse af realitet indfinde sig. I mig. Noget lettede føleligt inden i mig og jeg kunne trække vejret igen. Jalousien lettede tilsvarende, om end den stadig larmede, men den var blevet synlig og jeg kunne begynde at favne den, inddæmme den og kigge på den.

Pis og fucking lort. Hvad sker der lige med mig, kan jeg huske at jeg tænkte. Hvorfor denne reaktion på noget der ”ikke er”, for det er jo ikke noget…… prøvede jeg at bilde mig selv ind, indtil jeg så løgnen i det og erkendte, at jeg vist nok bare var blevet temmelig betaget af hende og nu så det hele forsvinde.

Binding, vil nogen sige, og ja, binding fører til lidelse – and so be it. Jeg kan sgu godt lide den trods alt.

Jeg satte mig ned i cafeen og lod jalousien rase i mig. Jeg sad der alene, da de fleste andre jo var sentimentale ud af alle porrer, så jeg lukkede øjnene og pillede mine forsvarsværker fra hinanden stille og roligt. Jeg ville ikke forsvinde ind bag dem. Aldrig mere. Jeg måtte være tydelig omkring, hvad der skete i mig overfor ”X” – og hvad enten der var, er eller bliver noget (eller ej), så sker det i hvert fald på et oplyst grundlag. Jeg var blevet ramt af jalousi og deri lå en masse følelser.

Jeg var hverken såret eller vred, hverken på hende eller ham, kun rasende på mig selv, fordi jeg så nemt var faldet i fælden igen.

Jeg fik ikke forklaret min situation for ”X” den aften, for i mellemtiden havde jeg fået en rigtig skøn samtale med en skøn fyr, der lige præcis dukkede op og satte sig ved siden af mig, da jeg allermest behøvede det. Der sad han og jeg fortalte fra hjertet, hvad der skete og vi mødtes i det. Han kendte det så godt fra sit eget ægteskab og det rensede ud i mig. Det healede.

Da seancen var overstået, fyldtes cafeen med hvidklædte mennesker, og ”X” satte sig lidt væk i samtale med flere andre (også fyren) og jeg ville lade dem have den aften i fred og så snakke med hende dagen efter, så jeg tog mine ting og gik hen til mit værelse, hvor jeg blev enormt praktisk i en halv times tid og gik derefter til ro, i lidt uro.

NOTE: Vi fik en dejlig snak om morgenen, inden min lille ”Mindful Fighting” workshop (nævnes lidt i Del 3), som helt spontant var blevet stablet på benene, og den bekræftede min overbevisning om, at alle følelser skal kunne tales om og vises frem, så der ingen utydelighed opstår – for det er i utydeligheden jeg møder usikkerheden i mig selv. Det er jeg klar over og blev blot bekræftet heri.

Der var en forklaring, og den indebar ikke en afvisning af mig; blot et tilvalg af en anden også. Nogle helt andre ting havde været i spil. Hovedsagen er, at jeg fik lettet hjertet, og fik taget ansvaret på mig, for det var jo ikke noget hun havde gjort ved mig, men blot noget som det der skete, triggede i mig, og jeg mærkede hele aftens vægt lette fra mig og fordampe.

Hello darkness, my old friend
I've come to talk with you again

Mon ikke vi mødes igen, jalousien og jeg? I en anden konstellation, hvor den stikker sit grimme ansigt frem og slår mig hårdt, lige der hvor det gør allermest ondt. Lige når jeg kigger den anden vej og allermindst venter det?

Giv den gas, tænker jeg. Giv mig alt hvad du har i dig, for kun på den måde lærer jeg dig at kende. Kun på den måde kan jeg begynde at forstå dig og se ind bag dig og måske en dag gribe din knyttede hånd i min, lige inden den rammer og holde den der; mærke den miste sin energi og til sidst blot blive kraftløs og svag; et let puf i selvværet, der kun skaber en krusning på mine følelsers ocean.

Giv den gas, for pokker 😊