Tanker om polaritet

Vreden

Det er virkelig interessant, hvordan iagttagelse skaber kontakt, og hvordan denne kontakt efterfølgende nemmere og nemmere gribes. Det er som om, at blot det at få øje på den og lige føle den, måske på ny, måske for første gang, skaber en tråd, en pegepind, fra hjertet og til følelsen.

Det er en helt fin tråd. Den er så tynd og fin, at hvis den ikke kigges på ofte, når den først er spundet, så opløses den igen og lægger sig bagerst i erindringen; derind hvor lyset sjældent kommer.

Jeg oplevede en kontakt til min vrede torsdag på en AUM-meditation (se del 4), en følelse som jeg aldrig har været ret meget i kontakt med og en følelse jeg på ingen måde er kompetent til at bevæge mig i. Den skræmmer mig og ligger under for opdragelsens åg, der tilsiger at vrede ikke er velkomment, at vrede skaber støj og uro og at den bør undertrykkes.

Den skræmmer mig, fordi jeg aldrig har kendt den, ligesom alt andet ukendt er skræmmende, indtil jeg åbner op og tager det ind, i bevidstheden om at det nye vil kunne afkræve en bevægelse af mig, og at jeg er villig til at tillade denne bevægelse.

Tidligere skræmte den mig, fordi jeg var vægtløfter, vejede 110 kg og var udsmider – og jeg kendte simpelthen ikke min egen styrke. Der skræmte den mig, for tænk hvis jeg nu mistede besindelsen, og gjorde skade på nogen? Nu vejer jeg langt mindre og gør sikkert ikke skade på nogen, selvom jeg skulle miste besindelsen, men alligevel har jeg ikke mødt den sådan rigtigt endnu – fordi jeg lærte at pakke den væk, hvilket jeg gjorde. Grundigt!

Vreden er jo heller ikke velset i vores kultur, i offentligheden, i parforholdet. Ofte tysses der på vrede børn, ofte skammes de ud og bliver bedt om ikke at skabe sig.

Vreden er blevet farlig, fordi den kan være årsag til splid, til skilsmisse, til opløsning af det bestående – billedet af det velfungerende liv i overhalingsbanen med masser af overskud vil krakelere og vise en virkelighed, der er fyldt med alt det ukendte; alt det vi frygter, fordi vi ikke ved, om det vil bringe os trygt i havn igen.

Til AUM-meditationen var det vreden i ren form, jeg kom i kontakt med. Vreden som følelse og udtrykt igennem råben eller gestikuleren. Ikke rettet mod nogen eller noget, blot erindringen om den, skabt i nuet ud fra et ønske.

Polaritet

Fredag stod i polaritetens tegn. Der blev vi delt op i køn, således at vi ingen kontakt havde til kvinderne før til aften, hvor vi så ville mødes til en fest i polaritetens tegn. Hvad det så end skulle vise sig at være.

Hvis du har læst noget af det jeg tidligere har skrevet, kan det nok ikke overraske, at jeg gik ind i sådan en workshop med temmelig mange forbehold. Hiv nogle fordomme frem omkring mandegrupper og sparken på dæk, David Deida og noget med at blive vulgær …..så matcher det meget fint den forventning jeg kom med, og som de simpelthen ikke ville få held til at sælge mig. Ikke tale om, at jeg ville løbe nøgen rundt med pikken i hånden og råbe ”Pikken er Gud”….eller noget.

Der var ganske rigtigt nøgenhed. 37 mænd stod pludselig i en cirkel, nøgne i solen var vi og holdt i hånd. Vi skulle ganske rigtig også tale om vort køn, men ikke som et tegn på vores mandighed, men om den sårbarhed, der var forbundet med den. Dette skete i grupper af 9 personer og vi delte alle åbenhjerteligt om frygten for ikke at kunne præstere, om at komme for hurtigt, om ikke at være stor nok eller at være skæv. Vi snakkede om det at være sammen med en af samme køn, at være bevidste om vores egen smag, vores sæd. Vi kom vidt omkring (i min gruppe forstås – jeg aner ikke hvad de andre talte om) og det var en overraskende varm udveksling og den bragte en ny følelse af sammenhold ind i gruppen – og ingen tø-hø’ede eller kom med lumre kommentarer.

I det hele taget bød dagen på flere spændende øvelser og snakke, og jeg oplevede flere gange, at de problemstillinger jeg selv gik og tumlede med, blev fortalt af andre. Pludselig stod en eller anden mand og fortalte min historie, og det var en ret unik erkendelse; at jeg ikke tumler med mine problematikker alene, men at vi alle, som køn, mærker og føler på samme vis.

Vi blev præsenteret for tre af C. G. Jungs arketyper, nemlig ”Forføreren”, ”Rockstjernen” og ”Krigeren” (måske hedder de noget andet, men det her beskriver deres funktion) og meningen med dem var, at vi senere skulle møde kvinderne i den energi som de nu var i og så mærke samspillet imellem disse; polariteten, spændingen imellem de to energier. Ikke på ét eneste tidspunkt gjordes snakken om ”det maskuline” og ”det feminine” kønsbestemt, hvilket jeg fandt så vidunderligt (og overraskende), for det er så utrolig nemt at proppe et køn på maskulin og feminin, men den kom de elegant uden om og snakkede i stedet om at ”holde rummet” som mand, at være i sit center, og så bevæge sig derfra i mødet med kvinderne.

Jeg kunne mærke en vis lethed i mødet med to af arketyperne.

”Forføreren” fandt jeg en smule cheasy – billedet af Richard Gere i hvidt, der henter Julia Roberts – gjorde det svært at tage den helt alvorligt, men i det mindste da noget, der ”blot” krævede lidt fantasi og som da også rørte noget i mig. (Det var iøvrigt en skøn oplevelse at møde en “uskyldig” energi som forfører. Det var nemt at møde forføreren i mig selv og bringe den følelse i spil som modpol til det jeg mødte.)

”Rockstjernen” – den fanden-i-voldske, der giver den fuld gas og dominerer omgivelserne med sin energi og fremtræden gav mig problemer, for det er meget langt fra, hvad jeg er, så den så jeg frem til med en vis nervøsitet.

”Krigeren” eller Vikingen var derimod en overraskelse, for han blev præsenteret som beskytteren; den der vil dø i forsøget på at beskytte sin klan, sin familie. Ham der går i krig og som kæmper for det han ved er rigtig og vigtigt.

Vi stillede os her overfor hinanden to og to og så skulle vi forestille os, at den anden var en fremstormende fjende, der ville overrende vores flok og slå vore familier ihjel, og at kun os som klan kunne forhindre det. Det lyder måske lidt latterligt lige nu (og jeg overvejede da også et sekund at skrive det om), men følelsen af at stå og mærke pulsen stige var ikke desto mindre meget reel, og her fik jeg lynhurtigt fat i vreden igen; tråden fra dagen før ledte mig lynhurtigt frem til følelsen og jeg mærkede pulsen stige og blikket blive mere fast. Vi rykkede nærmere hinanden og i det blev stemningen også mere intens. Rundt omkring mig råbte og skreg folk – mange var meget udadreagerende. I mig mærkede jeg vreden skifte form og blive til stålsathed. Jeg rykkede nærmere igen og blev mere og mere rolig alt imens min bevidsthed forstærkedes. Jeg flyttede min ki om på den anden side af manden foran mig og var fuldstændig i ro. Alt i mig var som på nåle, men ikke en muskel var spændt. Jeg ventede. Jeg kunne mærke en fuldstændig vished i mig om, at hvis han gjorde den mindste bevægelse, så ville jeg kunne stryge lige igennem ham inden han nåede at gøre noget som helst. Det var en fantastisk magtfuld følelse, som jeg havde meget svært ved at komme ud af, da øvelsen stoppede. I lang tid efter mærkede jeg adrenalinen i kroppen. Det var simpelthen så vildt. Sådan har jeg aldrig følt mig før. Så kraftfuld.

Det virkede i mødet med kvinderne. Det var utroligt og lærerigt, for det virkede.

Da vi senere mødtes og vi igennem nogle timer legede med det maskuline og det feminine i blandt andet de nævnte arketyper, hvor kvinderne jo så havde nogle modpoler til, så skete der altså noget, som jeg ikke har oplevet før.

Jeg kunne forføre kvinden foran mig uden at blive tårepersende sentimental, men ved at møde hende i hendes energi og forblive i min egen.

Jeg kunne være ”Krigeren” overfor ”Urkvinden”. Kvinderne var utæmmede og voldsomme i deres type og det der skete i mødet, var ret fantastisk. Jeg havde tilfældigvis (findes der tilfældigheder??) ”X” foran mig (læs del 2, hvis denne betegnelse er dig ubekendt). Noget ville, at hun og jeg skulle mødes i disse typer og vi tørnede sammen i en eksplosiv erotisk dans; hun som den vilde og utæmmede og jeg som beskytteren og den favnende. Du fredsens, det lyder som det rene Morten Koch, men for pokker, hvor var det nogle vilde følelser. Hvad der skabte dem, er fuldstændig ligegyldigt – det virkede totalt og aldrig har jeg oplevet så megen elektricitet springe imellem en kvinde og mig. Aldrig nogensinde.

Vi var selvfølgelig alle med på det hele og dagen og aftenen havde bygget op omkring det, og selvfølgelig spillede det også en rolle, men det kan lade sig gøre at skabe polaritet, og den er ganske rigtig vigtig. Jeg må erkende, at det som den gode Deida taler om, har baggrund i virkeligheden og at når polerne tørner sammen, så sker det altså nogen andet end når der ingen spænding er.

Jeg tænker ikke, at det behøver at være så vildt og voldsomt, men at være bevidst om, hvordan vi mødes i elskov, at lege med polerne og mærke sig selv og forblive tro mod det der mærkes i mødet med den anden, det troede jeg ikke rigtig på inden. For mig var al den snak om polaritet blot nogle floskler og jeg bildte mig selv ind, at det er nok ”blot” at være mig selv – hvilket det jo selvfølgelig også er – men lige at kigge indad og mærke ”hvem” jeg lige er nu, i mødet med en anden, det var nyt for mig. Hvad møder jeg fra kvinden overfor mig, hvem er hun lige nu – og så møde hende i det uden af tage en maske på eller spille skuespil, men blot genkende modpolen i sig selv.

Jeg vil meget gerne opleve det igen, gerne med de samme facilitatorer, således at jeg kan se om det kan virke igen, men også gerne med nogle andre. Her kunne godt være noget at kigge på. For mig.

Mindful Fighting

”Max, kender du til ’slås for processen’”? Sådan lød spørgsmålet fra én af deltagerne i mandegruppen i løbet af eftermiddagen, og mit svar var et nej – det kendte jeg ikke noget til, men ud fra beskrivelsen kunne jeg genkende det jeg kalder for ”Mindful Fighting”, og som jeg har prøvet lidt her i Aarhus.

Han kunne rigtig godt bruge en af støde ind i, som kunne stå imod – om jeg kunne have lyst til det? Og det ville jeg rigtig gerne, så ud af det blå opstod en lille kamp, der tændt for nogle følelser i mig, som jeg havde fået pakket lidt væk, nemlig glæden i af kæmpe uden mål, men blot at mærke en anden og sig selv. Mærke balance og modstand; bevægelse og rytme. Fantastisk.

Jeg fik efterfølgende at vide, at der var mulighed for at facilitere en lille workshop søndag morgen kl 07.00 og en time frem. Kunne jeg måske have lyst til at præsentere lidt ”Mindful Fighting” der? Og det ville jeg selvfølgelig gerne; ikke fordi jeg kender så meget til det, og det viste sig da også, at mange kendte meget mere til det end mig, men at det åbenbart ikke lå til dem at præsentere eller facilitere, hvilket er det jeg har gjort igennem de seneste 20 år – og ofte uden manuskript eller indhold, men blot gribe det der opstår og lade det ske, der sker – og det var lige netop temaet for den morgen.

Jeg forberedte ikke det store, men havde blot en ide om at varme op med lidt Kontakt Impro, gennemgå lidt grundlæggende balance med nogle principper fra Aikido og så ellers lade de tilstedeværende lege med slåskamp, lade dem møde sig selv i mødet med den anden. Mærke modstand eller eftergivenhed – alt efter hvad ønsket var.

Det var en rigtig god workshop. Vi var 10-12 stykker, der alle fik prøvet lidt af hvert og stemningen var skøn, og i hvert fald skabte det en lyst i mig til at prøve det igen snarest, for alt det jeg har skrevet om i min blog omkring min første oplevelse med netop ”Mindfuld Fighting” ramte mig igen. Begejstringen, dynamikken, sanseligheden og det erotiske i at kæmpe med en kvinde, samt det skønne i at blive favnet af en mand.