Tanker om dufte, mad og kærlighedens uforanderlighed

Det blev ikke AUM-meditation, der kom til at fylde lige nu. Måske den kommer senere. Måske kommer den slet ikke, for jeg kan et eller andet sted mærke, at jeg har været omkring den i nogen sammenhænge og at den ikke mere trænger sig på. I mig.

Denne del bliver mere nogle refleksioner gjort i dagene der er gået. Refleksioner sådan lidt på kryds og tværs. Refleksioner, der er poppet op, og som jeg ikke har kunnet lægge til ro igen uden lige at kigge på dem og forundres.

Dufte og deres foranderlighed

”Er du godt klar over, at din parfume er kraftig?”

Sådan lød spørgsmålet til mig i bilen på vej hjem fra Møn. Ikke fremført som en kritik eller som årsag til noget ubehag, men blot som en observation. Spørgeren var den anden mand i bilen. Vi var tre, to mænd og én kvinde.

Det var jeg ikke klar over. Jeg ejer én duft og jeg kommer to små pust hver dag på i området mellem hjertet og Solar Plexus. Det er alt hvad jeg gør i vedr. dufte. Jeg bruger aldrig noget under armene eller cremer eller noget som helst andet med duft, og aldrig før var denne konstatering blevet gjort og lagt frem for mig.

Det er en spændende observation, for i timerne inden havde jeg krammet rigtig mange kvinder til afsked og rigtig mange af dem havde i krammet trukket vejret dybt og sagt, at jeg simpelthen bare duftede så dejligt. Jeg havde også krammet rigtig mange mænd til afsked, og det havde ingen af dem sagt, hvilket nok også ville have forbløffet mig, må jeg være ærlig at indrømme. Jeg tror aldrig, at jeg har sagt til en mand, at han dufter dejligt 🙂

Interessant er det også, at præcis samme duft og samme mængde var på mig på turen til Møn, og der blev der ikke gjort tilsvarende observation ….eller i hvert fald blev den ikke udtrykt …..hmmm….det må jeg lige undersøge.

Hvad, for det første, kan havde afstedkommet denne forandring, ifald min duft ikke var blevet bemærket af den anden mand på turen derned, men kun på turen hjem? Og hvorfor udtrykte så mange kvinder deres begejstring over det samme?

Dufte er jo noget jeg de seneste år har tænkt meget over og skrevet om tidligere. Jeg er vildt interesseret i dufte og ikke mindst i deres foranderlighed, for jeg mærker tydelig forandring i dufte baseret på mine egne følelser; dufte er følelser. Intet kan som dufte bringe minder frem, føre mig tilbage til en bestemt situation, et bestemt klokkeslæt på en given dag som genkaldelsen af en duft, og intet kan som dufte tænde mig (eller gøre det modsatte).

Jeg oplever, at en kvinde ændrer duft i forhold til mine følelser i forhold til hende. Hvad der tidligere duftede så uendelig vidunderligt og noget jeg kunne dykke ned i og omfavne, bare forsvinde ind i, kan ændre sig til at være noget jeg pludselig kan have svært ved at være i. Det kan være kvindens egen duft eller den parfume hun bruger. Jeg ved, at der i bogen Sex at Dawn (s. 275) redegøres for problematikkerne ved det moderne menneskes frygt for at dufte af sig selv og der er også en videnskabelig henvisning, som jeg ikke lige her vil dykke ned i – men dufte ændrer sig. Ingen tvivl om det.

Kan det være, og nu lader jeg blot tankerne få frit løb, at noget i min duft, efter 5 dage i lyst og kærlighed, i mødet med vildskaben og vreden og uden nogen form for fysisk udløsning, kan havde ændret sig i forhold til hvordan den var ved ankomsten? Kan min duft, ubevidst, spille på nogle helt primitive strenge i de kvinder jeg krammede og lade dem mærke alt det jeg var i lige der. Kan de have mødt noget, i min duft, som ikke var rettet mod mig måske, men imod noget helt fundamentalt i mennesket? Tiltrækning i form af feromoner… eller noget i den stil? Og kunne samme duft virke overvældende, måske endda intimiderende på et helt evolutionært plan, på en anden “han” i flokken?

I hvert fald var min påførte duft og mængden af den, den samme, men noget havde ændret sig, hvilket da er super spændende at iagttage. Tak til mine skønne rejsefæller i bilen hjem til Aarhus, for vore fantastiske snakke og fordi I lagde øre til nogle af mine mange betragtninger og følelser.

NOTE: Observationen var blevet gjort, er jeg blevet gjort bekendt med efterfølgende, men ikke udtrykt før på hjemturen, så nogle af mine efterfølgende tanker og betragtninger holder ikke helt 🙂

Mad

Igen må jeg erkende, at jeg i hjertet er veganer. Jeg elsker også kød engang imellem, men det der sker i min krop, når jeg tilbydes vegansk mad – og specielt over længere tid – er forrygende.

Da jeg i sin tid oplevede Karins vidunderlige ayurvediske madlavning på Mahamudra, oplevede jeg også, hvordan min krop faldt til ro, hvordan en tyngde forsvandt og hvordan alt i mig råbte JA og bare nød det hele. Jeg oplevede at spise efter hvad kroppen behøvede, og at blive mæt imens jeg spiste, ikke først bagefter med en følelse af en stor klump i maven, der krævede ro til at fordøje, men at spise mig mæt og lade kroppen bestemme. Jeg oplevede at se min krop ændre form, blive fastere og skønnere at være i, uden på noget tidspunkt at føle mig sulten.

Jeg oplevede også, hvor svært det er for mig at implementere dette i min hverdag; hvor nemt det er at falde tilbage i den velkendte. Kender andre end mig måske det? 🙂

Maden på Møn Retreat var igen en skøn oplevelse. Jeg huskede den fra mit besøg for 3 år siden og jeg elskede hvert eneste måltid. Duftene (meget apropos), farverne, smagene og igen, følelsen af at blive mæt lang tid før, og af meget mindre, end forventet. Flere gange måtte jeg lade mad stå, fordi jeg simpelthen mødte modstand i kroppen mod at spise mere.

Jeg havde for nogle uger siden været en tur i Tyskland med min datter – blot en dag sammen med hende, hvor vi hyggede os, og der havde jeg blandt andet købt noget slik (maaaasser af sukker) og det kan jeg normalt godt håndtere. Jeg har før kunnet have slik meget længe og blot nuppe lidt engang imellem, men i ugerne op til ”Flow & Grow” skete der noget. I mig.

Jeg var i færd med at smide nogle kilo. Ikke det store, blot var dellerne på maven blevet lige vel dominerende og det viste sig ved, at jeg var røget et hul ud i bæltestørrelse, og det bryder jeg mig ikke om, så jeg skar en masse overflødigt væk i ugerne op til sommerferien og oplevede en vild crawing efter sukker, som så manifesterede sig i form af mit indtag af vingummi, der eskalerede i ugen op til festivalen. Helt vildt, faktisk, kan jeg se i bakspejlet. Jeg fandt mig selv, om aftenen, i en vild trang efter hele tiden at spise – og det undrede mig, men jeg kunne ikke forstå hvorfor. Kroppen ville ikke lade mig forstå hvorfor. Det skulle vises mig, og det blev det på Møn.

Den første dag havde jeg hovedpine. Fra onsdag aften til torsdag aften, lå der hele tiden noget på lur. Mit kaffeindtag var faldet, så deri lå en delvis forklaring, men mit sukkerindtag var ligeledes reduceret enormt, og deri lå helt klart også en forklaring.

Maden, den skønne mad, opfyldte behovene i mig. Min crawing efter sukker forsvandt som dug for solen og jeg følte ingen trang overhovedet til at spise nogle af de skønne kager, der blev tilbudt i cafeen – ikke én eneste, smagte jeg. Derimod oplevede jeg sult lige op til måltiderne, men ikke imellem dem og ingen, som i overhovedet ingen, lyst mad om aftenen. Den lyst var simpelthen forsvundet og det gik op for mig på vejen hjem i bilen. Pludselig erkendte jeg, at jeg på intet tidspunkt havde savnet sukker og at jeg måtte skille mig af med kasserne derhjemme hurtigst muligt, for den ville jeg ikke falde i igen, den fælde.

Jeg smed simpelthen alt det slik jeg havde købt i Tyskland ud, da jeg kom hjem, og hvor var det en dejlig følelse.

Jeg købte en pizza ved hjemkomsten; orkede ikke at lave mad, og valgte bevidst en gammel kending – for jeg ville lige give mig selv mulighed for at mærke efter.

”Pepperoni og bacon” – min absolutte favorit… som jeg måtte opgive at spise ret meget af. Den var for voldsom, for salt… simpelthen bare alt for meget noget jeg ikke havde lyst til. Jeg spiste lidt og smed resten ud.

Jeg leger lige nu med veganske rettet (igen). Vil så gerne forblive i den tilstand jeg er i. Vil så gerne give kroppen det den gerne vil, men hvor er det svært. Jeg mangler viden, erfaring. Jeg mangler ekspertise til selv at kunne skabe alt det skønne, som jeg oplevede på Mahamudra og på Møn – det er kunne præstere et måltid, der mætter uden af overvælde.

Jeg mangler ideer – men jeg mærker også en ulyst til kød, en ulyst til det fedtede og fedende, og mon ikke at denne indsigt kan være en stor hjælp på vejen imod en anden kost

Heri ligger også et lille råb om hjælp ♥ Hvis du, der læser det, kan genkende det jeg skriver og har lyst til at dele, hvordan vejen mod mere plantebaseret kost kan skabes, hvilke grundlæggende færdigheder der bør skabes, så vil jeg meget gerne hjælpes, for i mig ligger der en kostmæssig indkodning, som jeg gerne vil ændre, men som stritter voldsomt imod.

Kærlighedens uforanderlighed

Dette sidste punkt er blot en erkendelse af, hvor smukt det kan være at erkende en gammel kærlighed og at blive mødt i den.

Nogle dage inden festivalen, blev jeg gjort bekendt med, at min datters mor også ville deltage. Hende og jeg bærer på 25 års erfaring sammen, 20 af dem hver for sig. Vi har altid formået at have et respektfuldt og kærligt forhold til hinanden og ikke mindst i forhold til vores fælles datter på 21 år.

Jeg gjorde mig ikke så mange tanker om det, om end det dog lige var inde og skulle mærkes efter, for hende og jeg har vel nærmest ikke været samme sted i 5 dage siden vi flyttede fra hinanden for alle disse år siden, og det var en spændende mulighed at undersøge.

Jeg må sige, at det var den dejligste oplevelse og én jeg ikke ville have været foruden. Vi mødtes i nogle situationer, hvor tilfældet (eller noget andet?) ville, at vi blev bedt om at mærke hinanden og fortælle hinanden, hvad vi holdt af ved den anden, hvordan vi så den anden, og i den anden. Jeg fik fortalt hende, at der i mig var en uforanderlig kærlighed til hende og at jeg med respekt havde fulgt hendes rejse igennem de seneste 20 år, hvor hun nu er en helt anden end den jeg mødte for 25 år siden – og jeg blev mødt i det og hun gengældte følelserne og oplevelserne.

Hvor er det smukt, at det kunne lade sig gøre. At kunne mødes uden forbehold og tyngede bagage. Tak for det ♥