”- Hvordan har du hørt om det her?”

Spørgsmålet blev stillet mig i aftes. Jeg var til ”5 Rytmer” tæt på, hvor jeg bor. Jeg var forbløffet over min tilstedeværelse og min krop var i flugttilstand – derfor var jeg der.

Jeg havde oplevet min modstand tydeligst, da jeg kom over på skolen, hvor det ifølge FB blev afholdt – opgang G på Koch’s Skole – og så finder jeg døren låst. Jeg cirklede lidt rundt om mig selv og oplevede en livlig debat inden i mig.

En del af mig, en ret larmende del, fortalte mig, at det her danseri da slet ikke var noget for mig – og døren var jo låst – og det var jo latterligt, at jeg, af alle, ville til at danse, og om ikke jeg hellere skulle gå hjem og slappe af ovenpå min første arbejdsdag efter ferien? Derfor blev jeg.

Imens debatten rasede i mig, kom to kvinder gående henover skolegården. Målrettede var de, og forsvandt gjorde de? Døren til indgang F var åben – og det kunne være grunden. Måske havde jeg læst forkert? Jeg gav dem et minut til at komme derhen, hvor de nu skulle og så luskede jeg efter; ind og op ad trappen – og endte hvor også jeg skulle være. (Indgang G benævnt på hjemmesiden var faktisk en fejl, fik jeg at vide. Det skulle rettes.)

Hvorfor er hænderne altid noget af det sværeste at få placeret, når jeg befinder mig i situationer, hvori jeg ikke er helt tryg? Jeg har beskrevet mine kvaler, da jeg første gang var i Swingerklub og ikke have noget sted at placere mine hænder grundet fraværet af lommer. Lidt det samme var tilfældet, da jeg trådte ind i salen, hvor 10-15 andre allerede gik rundt og krammede. Jeg fik et kram – hurahhh – Allan, som jeg kender fra Møn, var det kendte ansigt og vi hilste på hinanden, og så var jeg mig selv igen… alene, med alt for mange hænder, der ikke vidste hvor de skulle hen, så jeg lod dem falde og lukkede øjnene lige der hvor jeg stod. Og så trak jeg bare vejret!

Derfor vælger jeg ofte at tage til sådanne nye ting alene! Jeg har tendens til at ”gemme” mig bag den anden, hvis jeg kommer sammen med nogen. Jeg glemmer (eller forhindres) i at mærke mig selv i mødet med det nye, hvis jeg er tryg i selskabet med en anden, det kendte. Om det er godt eller skidt har jeg ingen ide om – sådan er det bare.

5 rytmer; noget med Flow, noget med Staccato, noget med Kaos, noget med ….hmmmm…..lyrisk(?) og noget med Stilhed. Alt sammen noget med forskellige udtryk at finde ind i; med sig selv og i mødet med andre.

Flow, Stilhed, Lyrik kan jeg forholde mig til. Kaos mærkede jeg en vis uro ved. Jeg er ikke god til kaos. Jeg er alt for meget et ordensmenneske til kaos – derfor skal jeg møde kaos, så min ordentlighed kan blive provokeret. Min krop holder af orden, min mimik holder af orden, mit intellekt holder af orden – selvfølgelig skaber egoet sig i mødet med kaos, for så skal det jo bevæge sig og det kan egoet ikke lide; det holder af genkendelighed og ubevægelighed, gør egoet.

Samme uro mødte jeg jo ved AUM på Møn. Samme uro møder jeg jo hver gang jeg skal ”slippe” mig selv. Det nye er, at jeg er begyndt at opsøge situationerne, hvor dette slip er påkrævet og ligeledes at jeg mærker styrken i taget lettes fra gang til gang.

Hvor er der mange måder at bevæge sig på. I lang tid dansedes der bare, hvilket også prikkede til noget i mig – man danser sgu da ikke bare formålsløst rundt? Men…jo, det gør man jo, og det var ret fedt. I lang tid varede opvarmningen og mange forskellige temaer og tempi blev præsenteret, og mange forskellige tilgange ligeså. Nogle sad stille i perioder. Nogle lå på ryggen. Andre flød rundt (som jeg) og nogle gav den gas. Det var ret unikt for mig, faktisk at lade mig indfange af bevægelsen og blot flyde med. Stille og roligt slap noget i mig igen og min krop føltes mere fri. Armene kom lidt mere ud til siden og endda over hovedet og vejrtrækningen blev dybere.

Eneste gang i opvarmningen jeg kunne mærke lyst til at trække mig (hvilket jeg gjorde), var da der pludselig kom sådan et fuldstændig ligegyldigt P3-muzak nummer, der var lidt for glad og lidt for danseagtigt (?). Det kan jeg altså stadig ikke med, hvilket er helt okay. Ligegyldigt popmusik bliver jeg aldrig venner med – og hvor har jeg det godt med det 😊

Det er faktisk lidt interessant, for det er lige netop den erkendelse der har holdt mig fra at danse; fordi jeg simpelthen ikke bryder mig om ligegyldigt (i min verden) popmusik. Jeg kan overhovedet ikke mærke det, og på samme måde som mange sikkert vil blive irriteret over det voldsomme i den musik jeg normalt hører, så irriteres jeg over ligegyldigheden, enkeltheden, i popmusikken.

Det meste af musikken i går kunne jeg mærke; savnede dog nok lidt voldsomhed lige en overgang, for hvad der måske virker voldsomt for nogen, voldsomt og forløsende, prikker kun lidt til mig, da jeg jo netop i hele mit voksenliv har søgt det voldsomme, det mørke, det der ”mærkes” i mig – og derfor kan nogle pumpende rytmer slet ikke skabe den samme energi i mig, som det åbenbart gjorde hos andre.

For øvrigt, så var det en spændende erkendelse, at selvom dansen lignede den jeg også oplevede på Møn, og som jeg blev fanget af, og selvom menneskerne omkring mig var glade og ”i” musikken på samme vis, så var ”mødet” med dem anderledes. Hvor der var masser af øjenkontakt, smil og varme på Møn – hele tiden – så var mange her lukkede omkring deres egen dans og øjenkontakten var sparsom. Ikke at det gjorde mig noget, jeg registrerede blot, at ”kontakten” os alle sammen imellem var lidt mere forsigtig, hvilket giver god mening – både i forhold til mig som ny, men også i forhold til den aktuelle virkeligheds forventninger om kontakt og forsigtigheden i den. Der var masser af smil og varme – den var blot lidt mere reserveret.

Jeg dansede alene, jeg dansede med mænd og jeg dansede med kvinder igennem alle disse rytmer. Kaos var som forventet en udfordring, både fordi mine knæ og min ene akillessene på det tidspunkt gav ondt af sig og fordi jeg altså endnu har svært ved at slippe mig selv helt, men lyrisk og stilhed var en fantastisk oplevelse – i selskab med en smuk og varm kvinde, som jeg pludselig fik skabt en dans med, en koordineret sammenhængende bevægelse, der gik over i kontaktimpro, hvor vi uden ord blot fulgte hinanden tættere og tættere, for til sidst at sidde helt tæt på gulvet og mærke de sidste toner drage afsted.

Det var i sandhed en meget sanselig oplevelse.

”- Hvordan har du hørt om det her?” Spørgsmålet blev som nævnt stillet mig inden dansen og mit svar var, at Allan havde fortalt mig om det – men det har helt klart været mit møde med Flow & Grow og alle de skønne mennesker dernede, der førte mig derhen i aftes. Viden om “5 Rytmer” flyttede mig ikke derhen; mødet med mig selv i mødet med alle de skønne mennesker på Møn flyttede mig derhen.

Endnu engang må jeg med glæde erkende, at de skønne mennesker er til at finde, når blot opmærksomheden er tilstede – det kræver blot en bevægelse fra min side. Jeg mærkede allerede i går nogle bånd blive knyttet – og jeg glæder mig i sandhed til at møde det hele igen på tirsdag, for selvfølgelig skal jeg med igen…. Og igen……