Har jeg egentlig skrevet om dette tidligere? Måske. Sikkert. På et eller andet tidspunkt har jeg berørt emnet ”Stilhed” og gjort mig nogle tanker om det – men nu kommer der altså lidt igen. Om stilheden, for jeg nyder den. Søger den.

Et indlæg på Facebook satte tankerne i gang. Et indlæg omkring en mands stilhed. En opfordring til kvinderne om at iklæde sig en smuk kjole og slå håret ud og så bare lytte til manden. Sætte sig sammen med ham, kigge på ham. Se ham som den han er uden at kommentere på det. Blot være uden at gøre opmærksom på sig selv og egne tanker.

Det er en dejlig tanke – blot at se personen overfor sig og huske på, hvorfor det er at man er sammen med vedkommende. Lige der. I det sekund. At genkalde sig følelser og tanker om vedkommende uden at kommentere på dem, blot erkende dem og finde ro i dem. Derfor er jeg sammen med ham (eller hende)

Det glemmes alt for ofte i den travle hverdag. Det her med at genkalde sig kærligheden. At sætte sig tæt på hinanden og blot kigge hinanden ind i øjnene. Mærke personen i hjertet. Varmen og nærheden. Uden at ville noget andet end blot ”at være”. Mærke smilet indeni. Se den andens dybder i øjnene – nogen kalder det sjælen, andre noget andet, men noget kan opleves ved nærheden. Noget mærkes. Kald det hvad I vil, men i det sekund der opnås kontakt, der opstår stilheden.

Om kjolen er smuk eller håret er udslået – det spiller ingen rolle. I det øjeblik at hjertet tager over i kontakten med den anden, så forsvinder larmen fra sindet, fra intellektet. Intet andet end nærheden registreres og derved opleves stilheden indeni, for kun i fraværet af sindet, kan stilheden opnås.

Jeg læser et værk af Osho lige for tiden. Et værk om ”Mod” – en masse dejlige tanker og betragtninger, og lige netop i aftes berørte han netop emnet ”Peace of Mind”, hvilket skubbede min tanker her til denne blog, for noget af den var jo allerede overvejet kvag opslaget på Facebook, og nu kiggede han også på det.

Han hævder, at begrebet ”Peace of Mind” eller ”Ro i sindet” er et paradoks. Uopnåeligt. Det kan ikke opnås, og at folk der hævder at kunne hjælpe andre med at opnå det, ikke har forstået noget som helst. Der er skrevet mange bøger, tilbudt mange kurser, men det er blændværk, for i sindet er der aldrig ro. Det er ikke sindets metier at tilbyde ro. I hjertet er der ro, og først ved fraværet af sindet, kan roen findes. Det kaldes Meditation.

I orgasmen er der ro. I orgasmen forsvinder sindet, tankerne og kun nuet registreres. I nuet er der ro, hvis dette opleves opmærksomt. Fortiden – det der skete før nuet – er udelukkende støj. Så længe fortiden er tilstede, kan stilheden ikke opleves. Hævder Osho. Blandt andet hævdes det. Han hævder meget andet også, men dette hævdes og det giver rigtig god mening synes jeg – at fortiden støjer. Den er død, men vi slæber den alle efter os. Som et åg af viden. Den former og styrer os, fortiden, og det samme gør fremtiden, hvilket er endnu mere syret, for den kender vi jo ikke engang, men da det ukendte frygtes af mange (bestemt også af undertegnedes), så tillades fremtiden også at fylde og støje. Det hævder Osho, og nu også jeg. Med Osho i ryggen J

Det kendte søges og omfavnes og det ukendte frygtes. Derfor er fortiden svær at lægge bag sig og derfor er fortiden noget vi frygter – og derfor giver det jo rigtig god mening, når det postuleres, at der aldrig kan skabes ro i sindet, for deri spiller fortiden og fremtiden bold med hinanden. I en evindelig larm spilles der bold. Først når døren ind til hallen lukkes og lydene fra sindet ikke mere kan høres, kan stilheden bydes indenfor, registreres. Observeres. ”The peace of no-mind”.

Jeg havde en spændende oplevelse i weekenden. En oplevelse som jeg ikke tror, at jeg overhovedet ville have registreret, hvis ikke denne blog gjorde krav på min opmærksomhed. Jeg påbegyndte skrivningen fredag formiddag. Weekenden stod på en tur til Hamburg, hvor en mellemstor Metal-festival – Elbriot – skulle foregå, og da jeg først skulle med toget kl 10 fredag, så havde jeg lidt tid i fred og ro, hvor jeg påbegyndte denne, og nåede ikke at få den skrevet færdig, hvilket er vældig fint, for så kan jeg uden problemer fortsætte lige her, hvor jeg er kommet hjem igen.

Ingen tvivl om, at der fredag og lørdag var rigtig megen uro omkring mig. 10.000 mennesker i Hamburg og en masse bands, der alle gjorde krav på opmærksomheden. Rigtig mange kom for at høre på giganterne indenfor Thrashmetal, nemlig Slayer – et band jeg har fulgt i over 30 år og set mange gange, og med mange forskellige oplevelser.

De gik på scenen kl. 21.45 lørdag aften, det store afslutning og forventninger var skyhøje, men hold da op hvor de levede op til deres favoritstatus, for der var voldsom forskel på alle de andre bands vi havde hørt igennem dagene, store som små og så det som Slayer leverede, og i dette inferno af lyd, der forsvandt alt andet. Jeg oplevede at intet andet eksisterede lige der. Ikke i lang tid, men paradoksalt nok i forbindelse med nummeret ”Hell Awaits”, der slog det mig lige pludseligt, at der var ro inden i mig. Omgivet af voldsom musik. Meget høj musik. Skrigende guitarer – lige der oplevede jeg stilheden. Fraværet af tid – både for- og fremtid. Kun nuet, tilstedeværelsen i menneskemængden. Den fulde tilfredsstillelse i nydelse af udlægningen af dette klassiske nummer fra 1985. På intet tidspunkt igennem denne koncert betød tiden noget. Jeg var bevidst tilstede. Det var interessant.

Nå, men en anden stilhed har sænket sig. Min datter har boet hjemme hos mig i næsten 3 måneder nu og har lige pakket en masse og er taget hjem til hendes mor. Om hun bliver der en måned eller to – det ved jeg ikke. Det eneste jeg ved er, at der nu i hjemmet vil være en anden ro end den jeg har oplevet henover sommeren, og den skal jeg lige omstille mig til.

Stilheden er mest udenfor, for inden i larmer fortiden og fremtiden.