Hånden på hjertet, jeg er normalt ikke meget til tv-serier. Forudsigeligheden og genkendeligheden i disse får mig til at miste interessen, idet at skarpheden i fortællingen alt for ofte løber ud i sandet efter nogle få afsnit, for i forsøget på at skabe noget som holder beskuerens interesse fangen afsnit efter afsnit, så forsøger man at skabe noget nyt, ved at skabe det ud fra noget gammelt, noget kendt. Fortællingen simplificeres, personerne karikeres eller overdrives og forviklinger og intriger drysses med løs hånd ind fra alle sider, meget gerne i et tempo der forhindre enhver dybde eller eftertænksomhed. Der går ren P3 i historien. Der skal nås så mange ting i den korte tid der er til rådighed.

Jeg har fået HBO, hvilket må siges at være et paradoks i forhold til min holdning til serier, men det skal prøves, og jeg har så valgt at opsige min ligegyldige tv-kanalpakke fra årsskiftet ved samme lejlighed….så nu får serierne en chance….og er det ikke en succes, så kan HBO jo afmeldes igen og jeg vil måske blot få endnu mere tid til at skrive og læse – i hvert fald er ligegyldighederne på DR og TV2 en saga blot i mit hjem og de kommer aldrig indenfor igen.

”True Detective” er jeg faldet for. Det skal lige siges, at jeg kun har set den første sæson og jeg derfor baserer nogen af mine konklusioner på et (måske) tyndt grundlag, men jeg kan jo i så fald blot ændre mening og give den røvfuld på et senere tidspunkt hvis vinden vender, men en hel sæson og med en stadig lyst til at se mere – det er ikke normalt hos mig. Der plejer jeg at ”lukke ned” i løbet af de første 3-4 afsnit.

True Detective

Matthew McConaughey bærer efter min mening denne serie, og han er udelukkende grunden til min fortsatte interesse. Bevares, Woody Harrelson er en glimrende skuespiller, der blot har fået den utaknemmelige rolle at skulle agere modpol til den dybe eftertænksomhed, repræsenteret af netop Matthew McConaugheys karakter, Rust Cohle, og i den rolle falder den gode Woody altså igennem flere gange og går i netop den serie-fælde som jeg nævner tidligere. Han overdriver rollen som fordrukken, utro familiefar i en sådan grad, at den bliver lidt ynkelig og teatralsk, i forsøget på at skabe sig en plads i serien. Nå ja, nu er det jo nok ikke Woody selv der skaber replikker og handling, så måske skal denne kritik tillægges forfatterne, men i hvert fald har nogen en helt klar forestilling om, hvordan rollen som ”dumt svin” + familiefar skal præsenteres på en måde, så graden af ”dumt svin” ikke kan misforstås. Til gengæld skal det dog også for god orden nævnes, at Woody’s rolle efter afsnit 6 begynder at virke og faktisk finder plads i historien, men der er hele det hysteriske parforholdspladder også veloverstået og serien finder sig selv igen.

Serien indeholder en underspillet uhygge, som jeg ikke kan erindre siden filmen ”Seven”. Et kig ind i en verden af ondskab, præsenteret på en smuk subtil måde, der prikker dybere i frygten end den umiddelbare filmiske ondskab ellers formår. Man ved aldrig helt, hvor serien bærer én hen, og det er en kvalitet i sig selv.

Serien tager sig også tid til noget så vidunderligt som samtalen og eftertænksomheden, primært båret af Matthew McConaughey, med en, til tider, let enfoldig Harrelson som andenviolin. Der stilles spørgsmålstegn ved troen på Gud og ved menneskets tillærte tro på egen betydning, noget som amerikanske produktioner ikke normalt tør røre ved, og det gøres på en måde, så det faktisk, efter min mening, får den ”rettroende” (Harrelson) til at virke snæversynet og stupid, hvilket dog nok skal ses i betragtning af, at jeg reelt set deler den tvivl på religionens og troens renhed, som Matthew McConaughey så smukt formulerer i en række citater, som jeg bliver nødt til at tage med i denne anmeldelse. De er taget ud af en sammenhæng og placeret således at de passer ind i min, så se selv serien og bedøm deres værdi.

“If the only thing keeping a person decent is the expectation of divine reward then, brother, that person is a piece of shit. And I’d like to get as many of them out in the open as possible. You gotta get together and tell yourself stories that violate every law of the universe just to get through the goddamn day? What’s that say about your reality?”

Dette citat udsprang af en snak omkring vigtigheden i at have en tro. Harrelson postulerede, at hvis mennesket ikke havde nogen tro, så ville verden blive et helvede i vold og amoralske udskejelser, hvortil svaret altså som vist formår at udstille det religiøse hykleri på en meget sigende måde; hvis det kun er forventningen om en belønning i efterlivet, der afholder dig fra at slå andre ihjel, og hvis du har behov for at tillægge utroværdige historier en sandhedsværdi bare for at komme igennem dagen – så er det vist dig der er noget galt med og ikke omvendt. Sådan vælger jeg at tolke citatet. Måske kan det også tolkes på anden vis.

I think human consciousness, is a tragic misstep in evolution. We became too self-aware, nature created an aspect of nature separate from itself, we are creatures that should not exist by natural law. We are things that labor under the illusion of having a self; an accretion of sensory, experience and feeling, programmed with total assurance that we are each somebody, when in fact everybody is nobody. 

Måske en lidt radikal konklusion, men ideen om at mennesket som det eneste dyr går med en illusion om at have et “selv”, et “ego” og at være “nogen” eller “noget” i forhold til andre er spændende – et emne jeg har berørt (og berører) meget i mine blogs ellers, og derfor selvfølgelig falder godt i tråd med mine forundringer og tanker. Og ideen om at skulle være noget i forhold til en anden er så gennemgående i store dele af denne serie (og alle andre også), at det er så befriende at opleve et opgør med det.

For selvfølgelig har serien også en minusside – den modpol der gør resten så interessant, måske, og den del står Woody Harrelson for primært. Måske er det forfatternes frygt for dybsindighed eller manglende action, der driver dem til at flette et kaotisk hjemmeliv for Harrelson ind i serien? Man spiller på alle vedtagne normers strenge, lader moralen stå for fald, utroskabens gennemskuelighed udstilles og familieidyllen trues, vold og druk bruges som en løftet pegefinger i forsøget på at vise én mands sammenbrud i mødet med den brutale hverdag.

I slutningen af sæsonen kommer vi frem til nutiden og Harrelsons karakter er nu alene og ædru, og McConaughey ser en kende slidt ud i kanterne – først der finder historien sig selv igen og griber fat i den snigende uhygge, som den lagde ud med i starten.

Den slutter desværre lidt forventeligt med at samle op på det fortrædelige i McConaugheys lemfældige tilgang til tro – alt andet ville desværre nok også være for meget at håbe, så omtalte tvivler oplever i et nærdødsøjeblik kontakten til noget større, til mødet med kærligheden fra hans afdøde datter, til en følelse af at komme ”hjem” efter livet, for selvfølgelig skal livet præsenteres som overgangen til noget andet, for som McConaughey jo så smuk siger tidligere, så lever vi jo alle i illusionen om at have et ”selv” og at være ”nogen” – og derfor bilder vi jo også os selv ind, at livet skal have en specifik mening og at det fortsætter i  døden. Det kaldes for tro.

Jeg glæder mig til sæson 2, og til at se om forfatterne har mod til at lade McConaughey ”leve” med den kant han er i besiddelse af i første sæson. Hvis ikke…nåja, så kommer der nok ikke flere anmeldelse af serien, for så ser jeg den ikke.