metallicahardwiredcdMetallica var mit første møde med Thrash-metal tilbage i 1983, da jeg fik optaget “Kill ’em all” på et kassettebånd, og i meget lang tid hørte jeg ikke andet. Aldrig havde noget musik ramt mig så rent, som det album gjorde. Året efter serverede de “Ride the Lightning” og jeg havde min første koncertoplevelse med dem, Skala-biografen på Vesterbrogade. Det var en stor oplevelse, og kun at opleve Slayer nogle måneder senere samme sted (mener jeg) kunne leve op til den koncert.

I 1986 gjorde de rent bord med “Master of Puppets” og så kunne det ikke gøres bedre. Intet mindre end en sublim musikalsk præstation, der på alle måder holder den dag i dag.

“And Justice for All” fra 1989 begyndte at giver ridser i den ellers så urørlige struktur, som Metallica var. Produktionen var håbløs, den formidable guitarlyd måtte vige pladsen for dominerende trommer og manglende (læs: ingen) bas.

Med “The Black Album” slog Metallica igennem overalt og nåede en højde ingen tidligere havde oplevet indenfor den genre. Jeg kan bestemt godt lide “The Black Album”, og var til flere koncerter med bandet igennem årene her, men noget var gået itu. Det magiske var væk, og blev erstattet af det kommercielle.

8 år er gået siden “Death Magnetic”. 25 år er gået siden “The Black Album”. Rigtig mange bands er kommet og gået i den årrække, gode såvel som dårlige, og musikken er blevet betydelig mere alsidig og voldsom siden dagene med “Master of Puppets”, og Metallica har på alle måde gået deres egne veje. De har bevaret deres ikonstatus som et af verdens største Metal-bands, og det på trods af en lang række ligegyldigheder og mærkværdigheder. De er på toppen og der bliver de. Det samme skete for Kiss, for AC/DC, for Rolling Stones…de er indlemmet i kongerækken.

Titelnummeret “Hardwired” blev offentliggjort for nogle måneder siden, og det er bestemt et glimrende nummer. Jeg tænkte på “Phantom Lord” og de helt unge dage, da jeg hørte nummeret. Et blik tilbage i noget der havde været, men stramt og velproduceret, og med nogle takter, der lovede godt for det kommende.

“M0th into a Flame” kom kort efter. Også dette nummer fik min opmærksomhed. Nogle skønne guitar-riffs og med nogle gode temposkift. Det var dog et minut eller to for langt, og der begyndte min frygt at indfinde sig, for kendetegnende for det moderne Metallica er alt for lange numre. Det er de simpelthen ikke musikalsk alsidige nok til. Jeg elsker lange numre, men ikke hvis længden beror på gentagelser ud i det uendelige, og det sker desværre for Metallica.

“Atlas, Rise” er næsten 7 minutter og dræbende kedsommeligt. Hvis et nummer skal virke i 7 minutter skal det bygge på forandring (“Master of Puppets” er et godt eksempel). Mange andre bands skriver længere numre der holder, men det kræver nogle bedre musikere end gutterne fra Metallica. Bevares, både Helfield og Hammett er glimrende guitarister og ingen kan skrue et riff sammen som Hetfield, men det hele får et lidt boogie-agtigt præg uden nerve, specielt fordi trommespillet et ideforladt og Hetfield holder fuldstændig samme tone i enhver sang. Der er ingen vrede, ingen desperation tilbage, og det smitter af på musikken.

Jeg sad i min bil og hørte “Hardwired…To Self Destruct” den morgen den lå på Spotify. Skulle til Aalborg, så havde 1½ time at lytte i, og hørte alle numrene fra en ende af, men ingen af dem blev hørt til ende. De er simpelthen for lange og for ens. Der er bestemt en række gode numre, og en ordentlig spand gode kompositioner, men igen må jeg sige, at det er ganske ufarligt at lytte til Metallica. Der er for meget “Load” i nogle af numrene og for lidt bid i numrene som en helhed. Jeg skiftede over til Slayer og deres udspil “Repentless”. De kommer fra samme tid, men sikke en forskel. Ikke kun musikalsk, men også i forhold til at komme ud over kanten. Der er vrede, voldsomhed og dynamik i Slayer, noget der også fandtes i Metallica for mange år siden, men som forsvandt sammen med dæmonerne i Hetfield & Co, hvilket nok er godt for dem, men ikke for deres musik.

Mens jeg har skrevet dette, har jeg hørt Metallica igen. “Confusion” er på lige nu. Et fedt riff drøner derudaf, men i en gentagelsescyklus der skaber ligegyldighed. Desværre.