Jeg blev introduceret for det danske band “Huldre” for 2 år siden. Da havde de netop udgivet deres første album Intet Menneskebarn, og jeg faldt ret hurtigt for kombinationen af Nanna Barslev’s vidunderlige vokal, de gamle danske/norske tekster og så den stemning, som bandet formåede at skabe. Jeg havde faktisk søgt noget sådan lige siden jeg hørte “Sorten Muld” tilbage i slutningen af 90’erne. De manglede dog den hårde og eksplosive del af musikken, som “Huldre” nu præsenterede mig for. De skule spille på Copenhell 2015, og dem skulle jeg se. Nummerene Ulvevinter og Beirblakken er stadig fantastiske numre fra den udgivelse.

Som altid, når jeg bliver begejstret for et band, så undersøger jeg alt hvad jeg kan finde om bandet, læser og lytter, for måske finder jeg andet guld i gemmerne. (Dette gælder forøvrigt generelt for mig, i mit liv. Hvis jeg bliver begejstret for noget, så vil jeg altid gerne vide mere), så jeg undersøgte stemmen bag Huldre og stødte ret hurtigt på bands som Gny og Asynje. Specielt sidstnævnte lytter jeg ofte til. Det er Huldre uden strøm, uden den musikalske voldsomhed, men samme tone, samme sorg og mørke….har jeg nævnt, at Nanna Barslev har den mest vidunderlige stemme? Den fører mig tilbage til middelalderen, til tågen henover skovtykningen, til den lokkende lyd af sirenerne og til den sprøde klang af morgen for længe siden. Den rammer mit hjerte. Nummeret Hr. Oluf fra “Asynje”‘s album Galdr siger alt, men det album er generelt spækket med skønne numre.

Men…nu er det jo “Huldre” der gælder.

Jeg har ventet længe på denne udgivelse, for de løftede sløret for nummeret Varulv på Copenhell 2015, og så var stilen jo lagt. Jeg har kigget ofte og så pludselig var den der. Tusmørke – åhh….hvilken titel og hvilket cover.
En kvinde på vej ud i en skovsø, i aftensolen rødlige skær. Måske nyder hun blot dagens sidste lys, men mere tænkeligt er det nok, at livet ikke mere synes hende værd at leve og at hun derfor vil fortsætte længere og længere ud i søen, indtil bunden giver efter og hun stille forsvinder under den blanke overflade. Oplyst af solens rødlige lys.

Allerede fra det første nummer Jagt var jeg tilbage i det univers, som kun “Huldre” kan skabe. Lyden, eller produktionen, er lidt bedre end på Intet Menneskebarn, men ellers er elementerne de samme. Violin, fløjte og guitar med distortion er en vidunderlig kombination – og så selvfølgelig stemmen og teksterne. Teksterne kan jeg kun glædes over og leder stadig efter dem i deres helhed – måske kræver det et køb af en CD/LP…og den er jeg ikke rigtig på mere, men lad nu tiden vise, hvad den viser.

På Hindeham viser bandet tænder og lader rødderne fra den helt sorte metal skinne igennem kort og efterfølges af Varulv, som er ganske vidunderlig – præcis som til Copenhell i 2015. Dystert og tungt. Der er noget helt unikt med de gentagelser, som kun de gamle viser kan slippe afsted med. Både her i Varulv og ikke mindst i nummeret Fæstemand gentages sidste linje igen og igen…og i stedet for at blive trivielt, underbygger det historien og den voldsomhed der beskrives her.

Fæstemand er nok et af de bedste numre jeg har hørt i 2016 – og jeg lytter til rigtig meget musik. Jeg er fuldstændig forelsket i det nummer. Tonen er dyb sorgmodig, en vise om tab og død, og som eksploderer efter 2½ minut. Det er også et langt nummer på 8 minutter, men stemningen formås holdt igennem nummeret…dog må det heller ikke blive længere, for så forsvinder mystikken til fordel for kritikken 🙂

Jeg har igennem de seneste mange dag udelukkende hørt “Huldre”, og jeg elsker simpelthen dette deres nyeste udspil med nogle ganske få undtagelser, men sådan er det vel nok nærmest altid – sjældent kan alle numre leve op til standarden. Generelt er Tusmørke en anelse hårdere og mørkere end Intet Menneskebarn, hvilket kun bidrager til min begejstring, og så glædes jeg over fraværet af polka-indslag, som flere gange forstyrrede mig på debut-albummet (og som også giver mig tic’s i forbindelse med Gny og Asynje) Tror aldrig jeg kommer til at forholde mig positivt til Polka overhovedet 🙂