Star Wars: Rogue One

Lad det være sagt med det samme; jeg er stor fan af Star Wars. Det har jeg været lige så længe jeg kan huske, så det er altid med spænding jeg går i biografen, når der kommer et nyt afsnit i sagaen, hvilket også var tilfældet denne gang. Star Wars: Rogue One

Handlingen placerer sig midt imellem afsnit 3 og 4, og giver en forklaring på et af de helt store mysterier i mit liv (vedr. Star Wars, forstås), nemlig på den letkøbte afslutning på “Dødsstjernens” endeligt i afsnit 6. En velplaceret bombe i en åbning i overfladen og farvel og tak. Det har altid virket på mig som om, at forfatterne løb tør for ideer. Hvordan får oprørerne gjort kål på sådan en velkonstrueret dræbermaskine, der i størrelse og omgang kan måle sig med månen? Hmmm…..nåja, vi placerer en tilgængelig åbning, der er forbundet til selve kernen i vores ellers uindtagelige våben, og så er den ged barberet!

Men nu kom forklaringen altså så. Vores egen Mads Mikkelsen, i skikkelse af videnskabsmanden Galen Erso, bliver tvunget til at arbejde på konstruktionen af Dødsstjernen efter at Imperiet har slået hans kone ihjel, og det er ham der snedigt indbygger denne svaghed i konstruktionen. Havde jeg vidst det, da selvsamme Mikkelsen spillede bølle i “Pusher”, så havde jeg nok tænkt bedre om ham.

Nå, men plottet går i bund og grund ud på, at oprørerne har til hensigt at stjæle planerne over “Dødsstjernens” konstruktion, for på den måde at forsøge at finde frem til en svaghed, og her kommer Galen Erso’s datter ind i billedet. Hun slipper væk, da moderen bliver dræbt og faderen ført med. En lille pige, er hun. Alene i verden indtil hun bliver fundet af Saw Gerrera (spillet af Forest Whitaker), der opdrager hende.

Uden af afsløre for meget her, så springer handlingen herefter godt og vel ti år, og Jyn Erso (Felecity Jones) er nu voksen, og bliver stille og roligt draget ind i kampen på oprørernes side. Som et lille “sidekick” har forfatterne indskrevet en ny droide, K-250, der faktisk lykkes rigtig godt i modsætning til 3PO, der altid har virket en smule mislykket på mig, som et forsøg på at skabe en sjov figur uden rigtig at lykkes med det. K-250 er derimod et overordentligt underholdende indslag, og han minder mig om den deprimerede robot Marvin fra The Hitchhiker’s Guide to the Universe, en figur jeg elsker og hvis du ikke har stiftet bekendtskab med Marvin, så kan jeg anbefale bogen (eller filmen) – ganske enkelt vidunderlig, og selvom K-250 ikke er deprimeret, så er kommentarerne tilstrækkelig tørre og velplacerede til at være sjove på en ikke-plat måde.

Og hey…Darth Vader er med ganske kort. Det virker rigtig godt, og de har fundet en værdig afløser til James Earl Jones’ ellers så karakteristiske vokal.

Skal jeg komme med en kritik, for det skal jeg jo, så er den afsluttende krigsscene temmelig meget for lang. Den bliver ved og ved og ved, og jeg tog mig selv i af miste interessen på et tidspunkt, lidt i stil med min oplevelse af biljagter og slagscener i actionfilm generelt. Disse virker på mig som ligegyldigt fyld og et forsøg på at undgå de mange handlingsmæssige huller som moderne Hollywood-film ofte kendetegnes ved. Smid en laaaang biljagt ind, så glemmer folk nok at tænke over det overfladiske i selve handlingen….men det er nok bare mig. I hvert fald var denne scene for lang og forvirrende, efter min mening.

Jeg var begejstret for de første 3 (4, 5 og 6), da jeg var dreng/ung mand, og var måske lidt forelsket i Princess Leah (uden den besynderlige hårpragt i nr. 4), og ligeså slugte jeg de følgende 3 (1, 2 og 3), hvor kun den frygtelige Jar Jar Binks kan få mig til at undgå nr. 1, for den figur kan jeg slet ikke holde ud. Sidste år kom så 7’eren – The Force Awakens – og den var på alle måder en værdig opfølger til de tidligere, den har jeg set mange gange. Kan dog godt have det lidt svært med en hovedperson med navnet Finn (!) Måske er det blot min danske ophav, for hvornår har nogen helt nogensinde heddet Finn? Nå, men “Rogue One” får en masse stjerner af mig. En glimrende 3,5’er (den ligger jo imellem afsnit 3 og 4) – dem burde man lave nogle flere af, disse 3,5’ere, og så vil jeg glæde mig til næste år, hvor opfølgeren til “The Force Awakens” kommer til de danske biografer.