Kansas. Kan man kumme uden om dem, når man som jeg er begejstret for Progressiv Rock? Overhovedet ikke, og hvorfor skulle man egentlig også forsøge det, når de nu formår at levere en perlerække af gode numre??

Jeg blev introduceret til Kansas for 5-6 år siden. En rigtig god ven er stor fan af bandet og vi så sammen deres fantastisk live-dvd Device, Voice, Drum fra 2001 (mener jeg), og så var jeg solgt. Tænk at jeg havde kunnet have overset sådan et potientale i så mange år. Det eneste nummer jeg kendte på daværende tidspunkt var Dust in the Wind – et på alle måder fantastisk nummer, men jeg var aldrig kommet videre end der til. Ikke førend de blev præsenteret for mig på det helt rigtige tidspunkt.

Dust in the Wind

Bliver altså lige nødt til at knytte en kommentar til det nummer, for det er simpelthen et af de smukkeste numre, jeg nogensinde har hørt. Kombinationen af Steve Walsh’ fabelagtige stemme og Robby Steinhardt på violin og kor er uden tvivl den bedste kombination nogensinde, og så er det karakteristiske guitarspil helt fantastisk – et nummer som jeg selv kan spille (delvist) på guitar og som jeg nyder i al dets enkelhed, egentlig bare en wamp i C og Am med melodien i en række sus-akkorder, men der er noget helt specielt over den sammensætning.

The Prelude Implicit

For nogle uger siden udkom så dette album. Jeg havde ikke hørt nyt fra dem i nogle år, men pludselig poppede den op på Spotify, og sikke en fantastisk overraskelse. Jeg havde hørt svage rygter om en ny sanger, hvilket ikke gav grund til begejstring, for jeg er kæmpefan af Steve Walsh, og eneste gang de tidligere en kort overgang havde en anden sanger på posten, blev det sgu en tynd kop te efter min mening, så det var med bæven jeg begyndte at lytte til denne nyeste udgivelse.

Til min store overraskelse var Bobby Reinhardt også stoppet. Er man Hardcore-fan er dette sikkert gammel viden, men for mig, der blot befinder mig i periferien vedr. de store linjer – jeg elsker blot musikken – så var det en overraskelse. Igen, han sang jo også flere af bandets sange igennem tiden, havde en lidt mere voldsom stemme end Steve Walsh, men det gav bare de numre mere pondus – og så kunne han præstere en anden-stemme til Walsh som ingen anden.

Lad mig starte med at sige, at Ronnie Platt, der har taget over efter Steve Walsh, er fuldstændig perfekt på pladsen som frontman i Kansas. Han rammer den kendte Kansas-lyd med usvigelig sikkerhed, og ikke en eneste gang sad jeg og ønskede Walsh tilbage. Det er intet mindre end lige i øjet.

1o numre er det på albummet, og flere af dem er skåret helt skarpt over den progressive kant, der specielt i 70’erne var deres kendemærke. De leger stadig med det der på engelsk kaldes for Odd Time Signatures (som jeg ikke ved hvordan jeg oversætter), men i bund og grund er det afvigelser fra den normale 4-dels takt, og de gør det med stor sikkerhed.

Richard Williams på guitar – stadig med klap for øjet – viser atter, at han bare kan det der med at skure nogle gode riff’s sammen og skabe et univers, der til tider balancerer på kanten til den hårdere del af den progressive verden, og specielt på nummeret “Camouflage” har han fået frie tøjler. Dele af guitarspillet i dette nummer får mig til at tænke på Jimmy Page fra Led Zeppelin – og det er jo aldrig en dårlig sammenligning.

I nummeret “Refugee” samler de op tonerne fra “Dust in the Wind”. Dette nummer hører jeg igen og igen. Der er en smuk sprødhed over guitaren og så er temaet meget rammende for tiden, det at være på flugt og så endelig finde hjælp i nøden.

Konklusion: Er man til progressiv rock, til velproducerede numre og flotte kor, så er “The Prelude Implicit” bestemt værd at lytte til. Hvis jeg havde givet stjerner eller andet af den slags, ville dette album have fået samtlige ud af samtlige mulige.