Helt tilfældigt hørte jeg radio i går. Var sammen med min datter på vej hjem fra Fitness World, og hun tændte radioen. Jeg hører praktisk talt aldrig radio – og hvis jeg gør det, så er det nyhederne på P1. Jeg magter ikke speedede radioværter eller tankeløs pop, så det var helt tilfældigt, at tankerne til denne blog opstod.

Medina peb en vise af sig. Helledussada, hvor er det længe siden jeg har hørt om hende (nok relateret til min manglende radiointeresse). Tror faktisk kun jeg har hørt et nummer med hende tidligere – måske to. Det hed ”Ensom” og er nogenlunde samme kaliber som denne jeg lagde øre til nu.

Hun gav et nummer, og selvom jeg nok ikke havde forventet noget videre fra den kant, så måtte jeg alligevel forbløffes over det lyriske indhold i det nummer hun rablede af sig.

– Synger hun virkelig det? Tænkte jeg, men det gjorde hun og det gør hun, og nogen burde stoppe hende eller i hvert fald tænke lidt over, hvad det egentlig er hun plæderer for i sit mislykkede forsøg på at skrive poesi.

Sangen hedder ”Elsk mig” og jeg bliver nødt til at analyserer lidt på den – og mon ikke også jeg vil gøre mig lidt sjov på hendes bekostning, for når man skriver sådan en omgang ugennemtænkt pladder, så fortjener man det.

Kan du ikk elsk’ mig – bare lidt endnu

Første linje, og stilen er lagt. Hvis jeg nu spørger, kan du så ikke elske mig. Hallo! Elsk mig – bare lige to dage mere. Hvis du nu får 100 kr.? 1000 kr.? En ny trøje og den sidste nye cd med Medina? Så elsker du mig igen, ikke?? Please! Bare lidt endnu…..

  1. Her, her lå jeg engang i dine arme
    Åh, vi elskede hinanden
    Jeg troede det var for evigt
    Jeg ville aldrig nogen anden
    Men jeg mærkede ikk at du vandrede væk fra mig
  2. Kan du ikk elske mig bare lidt endnu
    Jeg falder fra hinanden lige så stille og det gør ondt
    Så hvis jeg spørger dig
  3. Hvis jeg lover ikke at brokke mig
    Hvis jeg aldrig siger dig imod
    Hvis jeg hver dag bakker op om dig
    Du vil mærke jeg er god
    Hvis jeg gør alt hvad jeg kan for dig
    Jeg vil gi’ dig hvad jeg har
    Lad mig hente himlen ned til dig
    Sig mig kan du så elske mig – mer’
  4. Kan du ikk elsk’ mig – bare lidt endnu

Afsnit 1: Velkommen til skærsilden. Illusionen om den evige kærlighed. Den sagnomspundne lykke. Du og jeg. Os. For evigt. Og så følelsen af tab, når illusionen viser sit sande ansigt. Flugten fra den lukkede symbiose, fra det fængsel som kaldes for ”Monogami” og som tydeligvis sjældent varer ved. Når den ene af to får nok af de snærende bånd i en omklamrende verden, og vandrer væk.

Afsnit 2: Det var sætningen om, at jeg falder fra hinanden, der afstedkom min forbløffelse, for selvom jeg godt forstår meningen, så er det simpelthen noget gedigent sludder, for tilstedeværelsen af et ”hinanden” fordrer et minimum på to, og derfor kan der umuligt indgå et ”jeg” i den sætning. ”At falde fra hinanden” betyder at gå i flere dele som ikke længere hænger sammen – så forståelsen for hendes mismod er tydelig nok, men det kræver altså et ”vi”. ”Jeg” kan ikke falde fra hinanden – jeg kan gå itu, i stykker…rigtig meget kan jeg, men ikke gå fra hinanden, og så kan du jo sidde og tænke, at jeg flueknepper her, hvilket nok kan have sin rigtighed, men sådanne udtryk har det med at blive en del af den offentlige forståelse, og inden vi ser os om, så accepteres det som værende valid grammatik, og det er det jeg prøver at imødegå med denne iagttagelse…ligeledes giver det mig en mulighed for at gøre mig sjov på hendes bekostning.

Afsnit 3 er direkte ubehagelig at læse. Tænk at skrive sådan noget. Afsnit 3 forklarer med fuldstændig tydelighed afsnit 1 – hvorfor ”han” valgte af træde ud af ”hendes” liv, for magen til binding skal man da lede længe efter. Hillemænd – tænk at byde sig selv til på sådan en måde. Alle disse linjer er det diametralt modsatte af kærlighed og lyst. Hvis jeg vælger at være en anden end den jeg er, hvordan kan kærligheden så opstå, vedblive at være. Hvad sker der, når jeg ikke længere orker at være en anden, når jeg ikke længere ”husker” på at hente himlen ned hver morgen eller hvis jeg ikke længere ”orker” at bakker den anden op i alt hvad denne vælger at gøre. Når jeg bliver træt? Hvad sker der så?? Så starter afsnit 1 op igen.

Var, var det fordi du mødte en anden
Eller er jeg forkert
Jeg følte vi havde aftaler om livet på jorden sammen
Jeg ved ikk hvad der er galt
Men du svinder helt bort mens mit liv går i sort
Var det det?

Vers to fortsætter i samme stil. Der indgår en kontrakt, aftaler om at lade noget forblive, et ønske om at lade træerne vokse ind i himlen (når denne ikke bliver hentet ned), og hvis dette viser sig ikke at kunne lade sig gøre, så må det bero på en ”fejl” – at så er en eller anden ”forkert”. Det gør selvfølgelig ondt at måtte tage afsked til én man holder af – åh ja, det gør bestemt rigtig ondt, men det kan aldrig være en ”fejl” fra nogens side, ikke hvis man har været ærlig i relationen til dette menneske, og det er man ikke, hvis man ikke er sig selv (hvad afsnit 3 flyder over af).

Det er blevet så populært at betragte et “brud” som et resultat af en “ikke-formåen”, som noget der “bør gøres noget ved”, for “vi elsker jo hinanden”….gør vi ikke?? Hvorfor mon det er sådan? Gav vide om det mange gange beror på et ønske om at “bevare” noget man troede var? En illusorisk klamren sig til det billede af den forestilling man kalder for “os”, og hvor frygten for det at blive “ensom” ikke er tilstede – på trods af at netop ensomheden kan være yderst synlig netop i relationen til et andet menneske – hvis det man kalder for kærlighed reelt set kun er frygt.

Jeg ved ikke hvad der er galt. (linje 4 i vers 2)

Læs afsnit 3!

PS: Nej, jeg bryder mig ikke om Medina 🙂