NOTE: Jeg skrev dette igår, torsdag, men er først kommet på nettet nu 🙂

————————————————————————————–

Jeg sidder i toget her til morgen. I toget mod København. På vej mod årets udgave af Copenhell. For første gang alene, hvilket er en lidt underlig fornemmelse. Vi plejer at være fire gutter, der deles om denne oplevelse, men i år kunne den ene ikke – og så bakkede de to andre altså også ud, hvilket efterlod mig med valget om at følge trop, eller at skabe min egen oplevelse.

Jeg sidder for mig selv i toget. På vej til festival. Med en intention om at byde alle oplevelser velkomne. Selvom jeg har en god bekendt fra København, der også kommer, så vil en del af tiden være i eget selskab, og jeg kan så vælge at forblive i dette, mit eget selskab, eller måske udfordre den introverte del af mig selv ved at tage kontakt til menneskerne omkring mig på pladsen.

Det er jeg ikke god til. Smalltalk. Måske fordi jeg føler mig bundet af konventionerne om, hvordan en sådan foregår, en indbildt konvention, men en ramme jeg føler mig fanget i. Måske jeg kunne benytte denne chance til at undersøge de mekanismer der startes op, når jeg befinder mig alene i selskab med mange mennesker jeg ikke kender? Være opmærksom på at prikke hul på det skjold jeg sætter op foran mig og som holder mig for mig selv – i frygten for ikke at have noget at sige. I mødet med et nyt menneske. Måske jeg kunne udfordre mig egen nysgerrighed og blot – i mangel af ideer til spørgsmål – åbne op for, hvem jeg er og derved måske invitere den anden til at gøre det samme.

Vi kan altid snakke musik. Det inviterer Copenhell til, udveksling af den fælles interesse for musikken, for det er derfor vi er der. Alle 15.000 mennesker. For musikken…eller det er i hvert fald min erfaring fra tidligere. Nogen kommer nok for andet også, men vi kan altid snakke musik, og på det punkt er jeg i hvert fald på hjemmebane.

Jeg sidder lige nu og trækker på min erfaring fra Smukfest i Skanderborg. En festival, hvor jeg i mange år arbejdede som medhjælper og hvor jeg også ofte var i mit eget selskab. Der kunne jeg ikke snakke musik, for musikken ved Smukfest interesserede mig ikke. Jeg kunne være der flere dage uden af høre noget som helst, som fangede min opmærksomhed. Men det er noget andet ved Copenhell. Der kan jeg faktisk høre musik fra i dag kl. 14 og frem til lørdag aften, hvor jeg skal hjem igen. Og nyde musikken. Blive begejstret. Blive overrasket. Blive skuffet. Alt er muligt, men programmet i år byder på rigtig mange nye og gamle bands, og dem skal jeg opleve. Både de nye og de gamle. Jeg skal mærke begejstringen over voldsomheden, over energien i musikken, musikernes begejstring. Lytte til stilheden inde i mig selv. En stilhed der opstår, når jeg indfanges af musikken udefra. Når det hele bliver ét. Indeni mig.

Jeg sidder i toget på vej til Copenhell. Med et oprigtigt ønske om at byde alt velkommen, også mødet med andre mennesker i en smalltalk.