Fredag morgen. Sidder i lobbyen på et hotel i København. Er endelig ved at føle mig frisk igen efter en lang dag i det fri i går. En lang dag med lidt for mange øl og alt for lidt vand.

Jeg gjorde mig nogle gode erfaringer i går. I et miljø som det der skabes til en metal-festival, er det slet ikke svært at skabe kontakt. Det har jeg skrevet om før, da jeg var til Royal Metal Fest i april, og det er det samme til Copenhell. En så utrolig hjertevarm tilgang til andre mennesker, at jeg på et tidspunkt følte mig helt rørt.

Jeg snakkede på et tidspunkt med en ældre mand i kørestol. Der er placeret platforme foran scenerne til netop kørestolsbrugere, og jeg stillede mig hen foran en af disse og kom med det samme i snak med fyren her – og med hans søn, der kort efter dukkede op. Her mødte jeg altså en mand på den gode side af 60 år, som kom til de samme koncerter som jeg, i kørestol, og som var så taknemmelig for den betænksomhed der lå i etableringen af disse ramper. Vi snakkede og grinede, og pludselig kiggede han rundt og udbrød: – Hvor er alle disse skønne mennesker henne i hverdagen?? Det ramte mig dybt, for han havde jo ret. Omkring os befandt sig over 20.000 mennesker og der var en følelse af “plads” til alle.

Jeg mødte det allerede i køen ved indgangen. Her stod jeg ved siden af en kvinde. Køen var lang, så tiden var ligeså, men vi snakkede om den vidunderlige stemning der trak alle disse mennesker hertil. Hun kom primært for den gode stemning – men selvfølgelig også for musikken, for den er jo det lim, der holder det hele sammen.

I en kø ved en ølbod, som jeg befandt mig i kort efter at jeg var kommet ind på pladsen, stod der to fyre bag mig og snakkede om dagens program. De diskuterede et par bands, som jeg kendte, og derfor kommenterede jeg på det, og blev trukket ind i deres snak, på lige fod. Pludselig var jeg med i deres gruppe. Bare sådan. Den ene havde været til en lille festival i Agger – Heavy Agger – og pludselig var vi alle tre tilbage i starten af 80’erne, hvor en udsendelse af samme navn blev vist på DR. Den havde vi alle set og nogle af personerne fra denne dokumentar har altså startet en festival. I Agger. Den skulle han med til igen næste år, og det tænker jeg også, at jeg skal, så der mødes vi så nok igen.

Senere på dagen sad jeg og spiste lidt, da to helt unge gutter satte sig ved siden af mig, og uden videre spurgte, om jeg havde set noget godt musik, og hvad jeg absolut skulle se de kommende dage. At tænke sig; to gutter i starten af 20’erne med sådan en åbenhed. Vi gav ingen navne, ingen floskler, blot en nysgerrighed omkring musikken omkring os. Det tror jeg aldrig nogensinde, jeg har oplevet på Smukfest.

Nu skal jeg snart afsted igen. Jeg kan godt mærke et lille savn i forhold til være alene herovre. Det er hyggeligere at være 2 eller 3. Når jeg bliver fyldt indeni, når jeg bliver træt, når de mange øl og den lange dag begynder at sætte sine spor, så er det meget nemt at lade impulserne råde. Jeg tog lidt tidligere fra pladsen i går end jeg nok ville have gjort, hvis jeg havde været i en gruppe. Ikke at det nødvendigvis er dårligt, for jeg fulgte jo blot min impuls til at tage hjem efter mange timer med fantastisk musik og mange spændende snakke, men derved gik jeg måske også glip af noget, der kunne have løftet oplevelsen yderligere.

Måske dagen i dag vil resultere i en del 3 i morgen? Måske 🙂