…om den lille bevægelse, der blev til et muligt stort skridt….

Jeg ligger i min seng lige nu. Min egen seng. Hjemme igen efter 3 dage til festival og 2 nætter på hotel, og jeg elsker fornemmelsen af at være hjemme igen. I min egen ro, hvor oplevelserne i deres eget tempo bundfælder sig, finder på plads.

Jeg mødte nogle skønne mennesker i dagene der gik. Nogle mennesker jeg med sikkerhed ikke ville have mødt på samme måde, hvis jeg ikke havde valgt at tage til festival alene, for havde jeg været i selskab med dem jeg kendte, gutterne fra de tidligere år, ville jeg have haft nok i dem, og derfor ikke været åben på samme måde. Jeg mødte Kim og Ove, og sammen med dem mødte jeg Ninna, Kristina og Kaj – og vi seks dannede vores egen gruppe, og mødte derved ikke så mange andre, men for mig var det også nok. Det var en stor oplevelse, sådan at mærke et fællesskab med disse 5 dejlige mennesker, der indbød mig til blot at være en del af dem.

Det regnede meget fredag, og jeg kunne ikke helt finde glæden ved at stå i silende regn og lytte, for regnen kom fra den forkerte side, forfra, skråt forfra og drev ind under regnfrakken og gjorde det som regnen gør, når den møder tørt på den forkerte side af en regnfrakke, så jeg søgte ly og var lidt irriteret over regnen, der jo blot gjorde det den naturligt gør, men som jeg ønskede den ville gøre et andet sted.

I et ophold, imellem to byger, satte jeg mig op ovenpå en bar midt på pladsen. Der var ikke mange mennesker der, for disse var ligeledes søgt i ly for regnen. Bænkene deroppe havde ikke denne mulighed, så de var våde, men jeg satte mig med min øl, og accepterede derved betingelserne ved at sætte mig på noget vådt. Kort efter kom Ove. Det vidste jeg ikke, at han hed endnu, men det hed han og han tilbød mig et tæppe at sidde på, for sådan et havde han. Kort efter kom Kim. Ove og Kim var gode venner, og uden nogen forestilling om noget, faldt vi i snak, vi grinede og hyggede. Vi så ”Airbourne” på den store scene og snakkede musik og drak øl.

Kim var iført nogle fornuftige regnbukser og de medførte nogle kommentarer fra bordet bagved os. Der sad Ninna, Kristina og Kaj, og pludselig gik jeg fra at være én til at være seks. Regnen kom og gik. Vi blev alle i hinandens selskab. Vi drak mange øl, tiden gik pludselig meget hurtigt, og regnen kom og gik.

Pludselig kom mørket og mørket splitter en gruppe på seks, og jeg stod sammen med Kim og Ove og spejdede efter de andre. I mørket. Vi ringede og jeg gik ud og fandt Ninna og Kaj, og mistede kontakten til Kim og Ove. I mørket ligner mange steder hinanden og kendemærker forsvinder, så vi måtte hygge os med hvem vi var sammen med, og det var dejligt at kunne. Sådan kan det gå, men det var kun for en stund, for selvom det ikke lykkedes os at finde sammen igen fredag aften, så mødtes vi igen lørdag.

Jeg blev inviteret hjem til Ninna på Østerbro lørdag formiddag. Til Gin og Tonic. Intet mindre. Det er sgu da Rock’n Roll. Gin og Tonic lørdag formiddag kl. 11. Så der samledes vi igen – nogen af os, og drak Gin og Tonic og lyttede til Iron Maiden og andet musik fra svundne tider. Hvor var det skønt. Havde jeg været sammen med de tre, jeg normalt er til festival med, ville jeg have siddet på et værtshus. Med dem. Og snakket om det vi nu engang snakkede om, men i hvert fald ikke på Østerbro med Gin og Tonic. Nye venskaber skabtes og smalltalk var unødvendigt, for vi snakkede bare frit og hyggede os…..og måske er det smalltalk, og så kan jeg jo godt finde ud af det, når blot der er et interessant fundament at smalltalke ud fra.

I toget hjem oplevede jeg en nyfunden frihed til at tale med folk omkring mig. Jeg fik snakket med en ældre kvinde ved siden af mig, der havde været på vandretur i Toscana. Hun var fra Horsens og på vej hjem, og inden jeg vidste af det, havde jeg set billeder af bygninger og sommerfugle fra Toscana, og så var det Horsens, og hun steg af toget og tog Toscana og sommerfugle med sig, men efterlod mig beriget med en spændende rejseoplevelse fra Italien, og med tiden der var gået hurtigt.

Jeg sidder lige nu i min seng og smiler over en masse nye bevægelser inden i mig. Copenhell var en stor succes, selvom der var alt for mange mennesker, men iblandt alle disse 22000 dejlige mennesker, så fandt jeg 5 varme og imødekomne mennesker, der alle gerne ville dele deres oplevelse med mig. 5 mennesker der uden forbehold eller forventninger inviterede mig med, og som jeg også inviterede ind i mig, med mig, og som jeg på et eller andet tidspunkt håber at skulle mødes med igen, for vi har en stor del af vores liv til fælles, nemlig kærligheden til musikken. Til metallen. Og den samler folk og knytter bånd.