Jeg har skrevet om det at savne før og fik lyst til det igen uagtet, at jeg måske blot gentager mig selv.

Jeg savner. Havde savnet været et og samme, så ville det ikke fylde i mine tanker, men der findes, i mig, mange forskellige slags savn og det er disse jeg sidder og tænker på nu.

Savnet over de døde.
Dette er et af de voldsomme savn, det at erkende dødens uforanderlighed; at vide i hjertet, at alt det der ikke blev sagt, eller måske blev sagt, aldrig kan siges eller undskyldes; at alt hvad blev gjort forbliver gjort. Det statiske i døden, dens fuldstændige ubevægelighed, er grusom og kan overvælde, men når smerten i erkendelsen over det endegyldige bundfælder sig, så oplever jeg noget smukt i savnet.

Min forældre døde inden for kort tid for hhv. 7 og 8 år siden. Det tog mig mange år at erkende deres bortgang. I mange år drømte jeg om dem og om at de ikke var døde alligevel; at det var en fejl, og i mange år mærkede jeg et stik i hjertet hver gang jeg kørte forbi deres lejlighed i Viby, der hvor jeg har haft min gang så ofte – og da jeg i sommer besøgte byen hvor jeg voksede op, blev jeg ramt at samme savn. I mødet med minderne fyldtes jeg af en sørgmodighed over alt det jeg ikke fik sagt eller gjort.

Savnet fylder stadig i mig, men ikke over det samme, for savnet er nu mere blot et ønske om at de ville kunne have oplevet den Max der er i dag, for det er på alle måder en anden end den der var, dengang, men måske skabte netop deres bortgang pladsen i mig til at blive den jeg er i dag? Det har jeg tænkt meget over, og kan mærke at jeg finder ro i; at deres bortgang gav plads til min bevægelse. Deri ligger noget smukt, men savnet når jeg kører forbi deres lejlighed, findes stadig – som et ekko af noget der var.

Savnet over den jeg elsker, der ikke er hos mig lige nu.
Dette er jeg overvældet af lige nu, for efter 5 skønne dage er Tone rejst hjem til Norge igen, og lige nu er jeg ramt af sorgen over ikke at kunne være sammen med hende, men det er et helt andet savn end det jeg føler overfor mine forældre, for i dette savn findes ikke noget mistet, blot et uopfyldeligt ønske om mere af det netop oplevede lige her og nu. Det savn jeg mærker nu, styrker min kærlighed, for det findes udelukkende i fraværet. Hvis vi ikke havde dette fravær, ville savnet ikke finde plads – og i mig skaber savnet netop plads til ønsker og drømme, så dette savn kan bestemt være anstrengende, men samtidig elsker jeg det for det, det er, nemlig mit ønske om dets fortsatte beståen. Den dag det ikke findes mere, vil ønskerne og drømmene heller ikke findes mere, tror jeg, og dem har jeg så meget brug for. Dette savn er et stille ekko af det som er.

Savnet over svundne tider
Min datter er ikke 10 år mere og har ikke brug for mig på samme måde mere. Det savn tror jeg alle forældre kan nikke genkendende til, efterhånden som børnene vokser op og frigør sig fra den symbiose, som barndommen kan være i forhold til forældrene. Samtidig ser jeg nu en skøn kvinde på 23 år, der indtager livet og har benene solidt plantet på jorden. Savnet er her mere en erindring om nogle skønne stunder sammen med hende, minder om en svunden tid, på samme måde som mine minder fra Mahamudra, hvor jeg også skrev om savn og længsler efter moduler derude. Disse savn er blot mine konstruktioner og forandres sammen med mig, efterhånden som jeg forandrer mig.

Savnet er vel blot ønsket om noget mere af noget der har virket rigtigt? Noget, der har peget i en ønskelig retning? Noget, der skabte rum til kærlighed og at høre til? Savnet kan også være ønsket om noget, der endnu ikke er sket; ønsker og drømme er vel også savn, blot af en anden slags?